Kære virksomhed, du kan ikke flyve under radaren i politik
I en ny international topleder-undersøgelse – The Worldcom Confidence Index – gennemført af Radius’ internationale netværk, Worldcom, rangerer de adspurgte ledere ”regulatoriske forandringer” som den største trussel mod deres forretningsplaner i 2018.
Alligevel er det et fåtal på 26 pct., der har politisk interessevaretagelse som topprioritet. Undersøgelsen giver ingen svar på, hvorfor virksomhederne er så passive på den politiske scene. Måske skyldes det, at det virker uoverkommeligt at påvirke store begivenheder som Brexit, amerikanske toldbarrierer og implementeringen af GDRP. Mere sandsynligt er det nok, at mange virksomheder helt bevidst vælger den politiske strategi, at ”den der lever stille, lever godt”.
Men den strategi dur ikke i politik, for der findes ikke et fredeligt tomrum uden konkurrerende synspunkter, hvor virksomheder alene kan fokusere på den kommercielle del af deres forretning. Er I ikke selv tilstede i debatten, så griber andre muligheden og fylder tomrummet ud med synspunkter og forslag.
Det gælder alle de steder, hvor markedsadgang og offentlig regulering er vævet fint sammen. Og det er de næsten alle steder i vores samfund: Skal vi køre med Uber eller Taxa; skal vores medicin være kopi eller original; skal varmen komme fra varmepumper eller affaldsforbrænding; skal vi køre på el, benzin, diesel eller brint; vælger vi rengøring eller havemand for de småpenge, vi har tilbage efter skat; kan vi overhovedet skaffe den arbejdskraft, der skal til, så vi kan levere til markedet? Listen er uendelig.
Og hvis en part melder sig ud af debatten – eller ikke melder sig ind – ja, så opfylder den eller de andre parter pladsen og dominerer, hvad der er sandt eller falsk: Er kopimedicin en trussel mod forskning og udvikling, eller malker originalproducenterne samfundsøkonomien i en uendelig årrække på tvivlsomme patenter; er taxamarkedet dyrt og dovent, eller er Uber en trussel mod vores velfærd?
Er dit synspunkt ikke repræsenteret, så stjæler et konkurrerende perspektiv hele spillepladen.
Politikere og embedsmænd: Ja tak til seriøs dialog
En årsag til de mange ”den, der lever stille, lever godt”-strategier skal måske findes i den udbredte misforståelse, at embedsmænd og politikere ikke ønsker kontakt med virksomheder. At de opfatter det som bøvl og brok.
Men det er nu engang en misforståelse. De fleste politikere er afhængige af et godt samspil med omverdenen. Det samme gælder embedsmændene, der sætter pris på en god og konstruktiv dialog og på de indsigter og erfaringer, som interessenterne bringer ind i den politiske beslutningsproces. Faktisk har vi i Danmark en lang tradition for, at regulering udvikles i samspil med dem, reguleringen påvirker. Den tendens er ikke blevet mindre. Tværtimod. Og både embedsmænd og politikere er professionelle, når det gælder interessenthåndtering.
Er det så en blankocheck til at rende alle på dørene med alting. Nej, selvfølgelig ikke. Indsigt i de politiske processer, timing og evnen til at se en sag fra flere sider og gøre den relevant og hjælpsom for dem, der skal lytte og handle – det er selvfølgelig afgørende. Men min erfaring er, at de fleste sager har et samfundsperspektiv.
Public Affairs er mere end et møde
Skal man lykkes med sin interessevaretagelse, så er det en god idé at besøge hele værktøjskassen. For det kan godt være, at dialogen med den centrale politiker eller embedsmand er kernen i den politiske interessevaretagelse. Men indsatsen bør ses meget bredere og tænkes ind i hele det strategiske kommunikationsarbejde; i medie- og stakeholderarbejdet. Hvis samfundsperspektivet er med her, så bliver din adgang til magtens korridorer langt lettere, for så er din sag primet, og nyder måske endda opbakning fra flere, der ikke har så direkte og kommercielt begrundet en interesse i sagen som din virksomhed.