Sproget er ladet med:
Hvordan en pandemi
blev til en krig og Brexit
til en skilsmisse
Hvordan en pandemi
blev til en krig og Brexit
til en skilsmisse
Ord kan få os til at grine. Ord kan få os til at græde. Ord er slet og ret fantastiske. Og så er de magtfulde, fordi de får os til at opfatte ting på en bestemt måde, uden at vi lægger mærke til det. Det ser vi lige nu, hvor vi står i en krisetid. Ja, ordet krise giver dig formentlig nogen helt særlige associationer, så snart du hører det. Den egenskab har ord nemlig, og det vil jeg vise dig i dette blogindlæg, hvor vi også skal rundt om skilsmisseretorik og fødevarejargon.
« Nous sommes en guerre » – vi er i krig.
Sådan beskrev den franske præsident, Emmanuel Macron, i marts måned situationen i Frankrig.
Noget af en sammenligning, tænkte mange, der på det tidspunkt ikke vidste, at Frankrig ville blive et af de hårdest ramte lande af COVID-19. Ordet guerre – krig – blev fundamentalt for den efterfølgende kommunikation om landets nedlukning.
Krigsmetaforen er dog langt fra unik for Frankrig. Den omtalte sproglige manøvre er blevet udført over hele verden. Vi har talt om en uvelkommen gæst, – en usynlig fjende – som vi alle har måtte kæmpe imod.
Herhjemme blev linket tydeligt, da Mette Frederiksen drog en elegant parallel til Danmarks besættelse under 2. verdenskrig ved at bruge den nu velkendte glose samfundssind, som dengang blev brugt af statsminister Thorvald Stauning.
Den særlige diskurs, som statslederne har brugt til at beskrive pandemien, har efterladt de fleste mennesker verden over med en følelse af alvor.
Vi har på rekordtid ændret adfærd ganske markant og tilsidesat umiddelbare behov for socialt samvær. Selvom flere har sat spørgsmålstegn ved nedlukningsstrategierne, så er det blevet opfattet som konsensus og tegn på godt samfundssind at følge trop. Vi er jo i krig.
Her aner du forhåbentlig min pointe.
Hvad havde vi tænkt, hvis corona-krise blev kaldt corona-situation? Eller hvis en usynlig fjende i stedet blev kaldt en sygdom, som den i sagens natur er?
Hvad nu, hvis vi havde brugt en helt anden metafor og sammenlignet situationen med en naturkatastrofe?
Havde faren da virket for uoverkommelig og fjenden for magtfuld til at bekæmpe?
Måske. Ord kan nemlig forme vores forståelse af fænomener omkring os.
Knas i parforholdet
I den nuværende situation er krigsmetaforen blevet brugt til at understrege situationens alvor.
Det er ret almindeligt og måske ganske fornuftigt, at vi låner velkendte gloser for at beskrive komplekse situationer, som den vi står i nu.
Det så vi også i 2019 under Brexit, da Storbritannien trådte ud af EU. Her lånte man gloser fra parforholdet for at få folk til at forstå, at der var tale om en kompleks og hjerteskærende situation.
Ordet skilsmisseaftale blev brugt i 10.234 danske artikler i 2019 og har efterladt danskerne med et indtryk af begivenheden som et brud på noget, som i udgangspunktet ikke bør gå i opløsning – akkurat ligesom ægteskabet.
Om det er grunden til, at andelen af EU-støtter herhjemme efterfølgende voksede med 20 procentpoint på et år, er naturligvis svært at bevise.
Sproget er til forhandling
De to ovenstående eksempler er ikke unikke. Begrebslån og glosetyveri sker hele tiden – både bevidst og ubevidst – når politikere, virksomheder og borgere strides om, hvordan vi bør beskrive virkelighedens fænomener. Sproget er hver eneste dag til forhandling.
Kigger man tilbage i tiden, kan man finde endnu flere eksempler på ord, der – for at bringe den argentinske filosof Laclau i spil – har vundet herredømmet over konkurrerende gloser i kampen om at beskrive en fysisk ting eller et begreb.
Når vi diskuterer topskat, taler vi fx oftere om skattelettelser end skattereguleringer. Når vi diskuterer pension, taler vi om betydningen af en voksende ældrebyrde – ikke en voksende ældregruppe.
I 2011 var der stor debat om betalingsringen i København, som flere forsøgte at få omdøbt til det mere positivt ladede ord miljøzonen. På Christiansborg taler politikere gerne om Udkantsdanmark, mens flere jyder kæmper en brav kamp for at bo i Vandkantsdanmark.
Og i 2017 måtte svinekød lade livet til fordel for glosen grisekød, der blev indfaset af en enig fødevarebranche.
Sådan kunne man blive ved.
Sproget er ladet med …
Corona eller ej, så er min pointe, at der ikke er langt fra ordsmedens smeltedigel til vores forståelse af fænomener omkring os.
For os der arbejder med sprog og kommunikation, betyder det, at vi må gøre os fuldt ud bevidste om, hvad vores sprogbrug og ordvalg bidrager til. Det er nemlig fundamentalt for den opfattelse, vi efterlader hos modtageren.
Spørg dig selv, hvorfor du vælger netop dit ord. Sproget er ladet. Det forpligter.