Tre gode råd om troværdighed

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
14. september 2017
Troværdighed er ikke en flygtig opfattelse – det er noget, der stikker dybt. Og det placerer sig som begreb tæt op ad det at have legitimitet eller ’license-to-operate’ – og det er uanset, om det er virksomheder, politikere eller faggrupper, vi taler om. Da troværdighed ikke er noget, der bare kommer af sig selv, men noget, man skal gøre sig fortjent til, så er der faktisk også en del, der kan gøres. Nicolaj Taudorf Andersen giver derfor her nogle gode råd til faggrupperne på baggrund af Radius’ årlige troværdighedanalyse.

Radius har på 9. år (2017) gennemført en analyse af 25 faggruppers troværdighed. Analysen har både offentlige og private serviceerhverv samt politikere med. Resultaterne fra analysen giver en ny nummer ét i form af jordemødrene, men cementerer i øvrigt et billede fra tidligere års undersøgelser om, at sygeplejersker, dommere og læger ligger helt i top, mens politikere, bilforhandlere og journalister ligger helt i bund.

Bagom troværdighed

Et forhold, der stikker markant ud i forhold til alle andre i betydning for en faggruppes troværdighed er, om danskerne er imponerede over det arbejde, faggruppen udfører. På tværs af alle faggrupper er det denne faktor, der har størst betydning for troværdigheden. På de næste pladser er det forskellige faktorer, der spiller en rolle.

For den nye nummer ét, jordemødrene, gælder, at de er en del af de offentlige omsorgsfag, som år efter år ligger højt i undersøgelsen. At de ligger så højt hænger dog også sammen med, at det er en gruppe de fleste har helt tæt inde på livet, hvor deres kompetence i en for os særlig sårbar tid er afgørende, og hvor vi i øvrigt oplever en høj indsigt og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Desuden mener danskerne, at de er ekstremt vigtige for det danske samfund og samtidig lykkes jordemødrene med at kommunikere i et sprog, som danskerne forstår – og erkende en fejl, hvis de har begået en.

I bunden af analysen ligger beklageligvis igen politikerne. Danskerne siger i analysen meget klart, at de ikke beundrer politikerne for udførelsen af deres arbejde, at politikerne påvirkes af negative mediehistorier, at politikkerne ikke taler i øjenhøjde med danskerne, og at de ikke erkender deres fejl. Der er i dette års undersøgelse dog lavet en nuancering mellem folketingspolitikere og kommunalpolitikere. Her viser analysen, at kommunalpolitikernes troværdighed er markant højere end deres kolleger fra Folketinget. Det skyldes primært, at flere danskere beundrer kommunalpolitikernes arbejde, og samtidig bliver kommunalpolitikerne ikke straffet lige så hårdt af de danskere, der har hørt negative mediehistorier, som folketingspolitikerne gør.

De tre gode råd

Hvis man som faggruppe skal omsætte analysens resultater til noget, der kan give mere troværdighed, så er der her tre gode råd, som er værd at tage med:

  1. Du skal gøre det, du siger – og du skal sige det, du gør: Vær transparent i dit virke og sørg for at levere på dine løfter. Og det hvad enten det er håndværkerens aftalte pris, provisionsordningen for bankrådgiveren eller sygehuslægens løfte om opfølgning på et patientforløb.
  2. Du skal være i stand til tydeligt at forklare, hvad du laver – og hvorfor det giver mening for dem, du laver det for: Tal i øjenhøjde – sørg for indgående at forstå, hvem du er sat i verden for at hjælpe – og gør noget ekstra for at få hele dit fag med. Her er eksempelvis jordemødre og sygeplejersker gode eksempler på faggrupper, som i stor udstrækning får anerkendelse for dette.
  3. Du skal evne at udøve selvjustits som fag for at beskytte fagets omdømme og troværdighed: Vær i stand til at håndtere sager, der kan true fagets troværdighed med klarhed og handlekraft – og ud fra et skarpt kodeks, der er funderet i, hvad der er fagets kerne. Det gør eksempelvis advokater og læger i og med, at man kan miste retten til at bedrive sit fag, hvis man træder uden for sit fags kodeks. På almindeligt dansk vil man sige, at man skal opføre sig ordentligt – og hvis ikke man har gjort det, så skal man have en og tage sin straf.
Se dig selv udefra

Den afgørende forudsætning for at få noget ud af de tre råd er, at du evner at se dig selv udefra – og ikke blive trukket ’ned’ i faglig selvforståelse. Du skal med andre ord evne, at se dig selv med de briller, som dine modtagere ser dig med. Det er for sygeplejerskens eller lægens vedkommende patientens eller de pårørendes briller; det er for folkeskolelærerens vedkommende elevernes og forældrenes briller; og det er for politikernes vedkommende befolkningens briller – og det hævet over meningsmålingstyranniet, men funderet i det direkte møde med vælgerne.

Hvis du evner at sætte dig i modtagerens sted, så kan du forstå dig selv – og så kan du faktisk gøre noget for at få troværdigheden op.

Læs også den seneste troværdighedsanalyse her:
Troværdighedsanalysen fra 2018

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
14. september 2017