Valgkamp:
Pas nu på med de ultimative krav

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
23. maj 2019
Valgkampen står i de ultimative kravs tegn. Men det er en risikabel strategi for de politiske partier, hvis troværdighed risikerer at lide alvorlige knæk, når vi kommer på den anden side af valget, og virkeligheden venter. Faktum er, at ikke alle kan holde, hvad de lover.

Kontanthjælpsloftet skal afskaffes. Dele af paradigmeskiftet skal rulles tilbage. Grænsekontrollen skal være permanent. Sådan lyder tre af de ultimative krav, som valgkampen indtil nu har budt på. Og de står ikke alene. Ja faktisk synes der at være gået inflation i de ultimative krav – flere og flere partier bruger dem til at sætte deres budskaber på spidsen.

Den strategi er risikabel. Ikke mindst fordi det siger sig selv, at hvis alle partier har ultimative krav – ofte modstridende – så kommer nogle til at tabe. Og holder man ikke, hvad man lover, så går det ud over ens troværdighed.

Og netop den politiske troværdighed har det desværre ikke for godt i forvejen. I Radius måler vi hvert år på, hvor troværdige danskerne oplever, at politikerne er. I 2018 indtog politikerne (igen) en absolut bundplacering med karakteren 2,10 på en skala fra 1 til 5.

Interessant er det her, at det især er på spørgsmålet om, hvorvidt politikerne gør, hvad de siger, at de vil gøre, at de scorer lavt. Danskerne mener med andre ord ikke, at politikerne holder, hvad de lover. Det bør flere politikere skrive sig bag øret, når de turer rundt med de ultimative krav. Implicit i kravene ligger nemlig et løfte til danskerne, som de risikerer ikke at kunne holde.

Jeg forstår godt fristelsen. Tiderne hvor klassetilhørsforhold styrede danskernes stemmer er på retræte. I denne valgkamp ser vi, at det i stedet er specifikke emner som flygtninge eller klima, som bliver omdrejningspunkt for debatterne. Her kan de ultimative krav lokke som en hurtig genvej til stemmer. Særligt når vi ved, at rigtig mange danskere endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes.

Det skorter imidlertid ikke på eksempler, hvor det er gået skidt med de ultimative krav. Tag Liberal Alliance. Op til valget i 2015 fremsatte de et krav om topskattelettelser på fem procent. Den gik dog ikke, og partiet endte med at skrotte løftet, da de blev inviteret til at indgå i regeringen.

Hvorvidt løftebruddet har noget at skulle have sagt i forhold til de dystre prognoser for Liberal Alliance i forbindelse med det kommende valg, kan vi kun gisne om. Men det er bemærkelsesværdigt, at de i dag står til 2,4 procent af stemmerne mod 7,5 procent i 2015.

Min pointe her er ikke, at politikerne skal droppe at tale om deres visioner. Det er netop det, politik handler om. Men mens de ultimative krav fungerer som retoriske trick under en valgkamp, så risikerer de på sigt at blive en alvorlig hæmsko. Der venter en virkelighed på den anden side af valgkampen, og flere af partierne spiller lige nu højt spil med ultimative krav, som risikerer at hjemsøge dem efter et valg – når virkeligheden og den politiske pragmatisme venter.

Mit råd til politikerne er derfor at tale klart og tydeligt til vælgerne inden for rammerne af, hvad de kan garantere, at de vil stå fast på og kæmpe for. Præmissen for demokratiet er nu engang, at man har brug for et parlamentarisk grundlag for at gennemføre sin politik. Det forstår danskerne godt. Lad os derfor tale mere om visioner og mindre om ultimative krav. Hvilken politik vil I kæmpe for og ultimativt – hvilket samfund ønsker I?

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
23. maj 2019