4 ting som lover godt for fremtidens Folkemøde

Katrine Lerche,
Chefrådgiver (på barsel)
Louise Blaabjerg Christoffersen,
Director
Artikler
19. juni 2018
3.000 arrangementer er afviklet, den sidste fadøl er drukket, og titusindvis af danskere har forladt solskinsøen. Roen i Allinge har lagt sig. Årets Folkemøde er slut.

På trods af et fuldt program på vores egen plads, Fremtidspladsen, blev der alligevel tid til at deltage i arrangementer hos kunder, samarbejdspartnere og konkolleger. Og vi må konstatere, at selvom det er ottende gang, der bliver holdt Folkemøde på Bornholm, er der ingen metaltræthed at spore. Her er fire tendenser, som kendetegnede Folkemødet 2018. Og som lover godt for fremtidens Folkemøder.

#1 Ungdommen har gjort sit indtog

Folkemødet satte igen i år publikumsrekord med 110.000 gæster. Seks ud af ti var almindelige danskere på jagt efter inspiration og ny viden i solskinnet. Sidste år var andelen fem ud af ti. Hvad det lille nøk opad skyldes, ved vi ikke, men et godt bud er ungdommen, som i år for alvor havde gjort sit indtog på klippeøen. Det hænger blandt andet sammen med, at Folkemødet har udvidet deres ungecamp, hvor unge kan campere gratis. De første år var der et par hundrede, men i år husede lejren 2500 unge – hidtidig rekord. Mange af dem var engagerede i events på den helt nye ungescene, Ungdomshøjen, som er etableret af Efterskolerne, Friskolerne, Dansk Ungdoms Fællesråd og FFD. Det blev også de unge, der lagde for på Folkemødet. Onsdag aften, inden den officielle åbning om torsdagen, tyvstartede DUF årets Folkemøde ved at sætte ungdomspolitikere fra alle danske partier stævne.

Det er positivt for demokratiet, at ungdommen er tilstede og bidrager med nye ideer og inspiration til, hvordan vi skal indrette samfundet i fremtiden. Og det stiller krav til de etablerede aktører, som bør inddrage de unge i deres debatter i endnu større grad. Alt for mange debatter på Folkemødet foregår fortsat i ensidigt sammensatte paneler. De unges bidrag til debatten er derfor kærkomment, og vi håber, at gennemsnitsalderen falder endnu mere i 2019.

2 Bæredygtighed buldrer frem

Det er sundhed og demokrati, vi taler mest om på Folkemødet. Sådan har det været de sidste år, når vi her i Radius laver vores analyse af programmets sammensætning. Men i år var der også en overraskelse, nemlig bæredygtighed. Bæredygtighed er gået 22 pladser frem på listen over mest diskuterede emner og ligger nu på en 7.-plads med 85 arrangementer i alt. Det er en interessant udvikling på bare ét år og indikerer, at den grønne omstilling er mere og mere præsent for både politikere, virksomheder og borgere.

Debatterne om bæredygtighed er vigtige. Og ikke kun når det handler om klima og miljø. Også når vi taler infrastruktur, fødevarer, sundhed og så videre, bør vi forholde os til bæredygtighed som et vigtigt parameter i debatten. Derfor er det også glædeligt, at det tema som næstefter bæredygtig er rykket mest frem på listen, er innovation. Vi håber, at vi næste år kommer til at diskutere udviklingen af bæredygtige løsninger endnu mere. Og at Folkemødets affaldssortering udvider med en post til plastikflasker. 😊

3 Paneldebatten sendt til tælling

Se, lyt, smag, duft og føl. Det gængse Folkemøde-format, paneldebatten, havde i år fået kamp til stregen. Mange steder var paneldebatter blevet udvidet – og nogle steder udskiftet – med oplevelser, der indebærer mere end at sidde på en klapstol med en kop kaffe i hånden og lytte til samtaler om sundhed, demokrati, politik, og så videre. Nogle steder skulle deltagerne selv tage del i samtalen fra start til slut, andre steder stod den på kreative udfoldelser, og flere og flere eksperimenterede med showreels og happenings. På Fremtidspladsen kom leg ind i ligningen, da Legofonden satte fokus på læring gennem leg. Her blev de besøgene udstyret med legoklodser og udfordret til at løse opgaver på egen hånd og med en makker blandt publikum. For hvorfor tale om det, når man kan prøve det i praksis?

Det er positivt, at vi omsider er på vej væk fra paneldebatten som dominerende format. Der er ingen one-size-fits-all, og selv om paneldebatten fortsat har mange fortræffeligheder, glipper den ofte, når det kommer til at inddrage og involvere deltagerne. Folkemødet 2018 bød på vedkommende arrangementer en masse og fortsætter den udvikling, glæder vi os endnu mere til 2019.

4 Teknologien er rykket ind på Folkemødet

Selvkørende biler, kunstig intelligens og augmented reality. Teknologiens mange muligheder har i den grad været i spil på årets Folkemøde. Besøgende har fået rig mulighed for at få et glimt af den nyeste teknologi og politikere, forskere og topledere har drøftet muligheder, udfordringer og etiske overvejelser i forbindelse med, at teknologien bliver en større del af vores samfund. Teknologi var også et drejningspunkt på Fremtidspladsen. Her præsenterede Mercedes sin nye Vision Van med droner på taget, som er bilkoncernens bud på fremtidens varevogn. Clever kunne løfte sløret for den nyeste teknologi inden for elbiler og opladning, og SEAS-NVE gav via VR-briller de besøgende en rejse ind i fremtidens energilager.

Det fysiske møde med teknologien er vigtigt i en tid, hvor til tider højtflyvende diskussioner om kunstig intelligens, algoritmer og data kan gøre det svært at forstå, hvad der egentlig er på spil. På Folkemødet blev teknologien gjort håndgribelig, og det er et godt udgangspunkt for både samtale og debat.

Debat er netop, hvad Folkemødet kan. Vi håber og tror på, at de fire tendenser, vi har beskrevet her, kommer til at gøre debatterne på Folkemødet 2019 endnu bedre. Vi glæder os allerede.

Læs også:
Over 200 danske topchefer på Folkemødet

Katrine Lerche,
Chefrådgiver (på barsel)
Louise Blaabjerg Christoffersen,
Director
Artikler
19. juni 2018