3 ting, corona-krisen kan lære os om at flytte adfærd

< Tilbage til blogoversigt
FORFATTER

Christian Rydal Kirkebæk

3 ting, corona-krisen kan lære os om at flytte adfærd

BLOGINDLÆG

Corona-krisen er et studie i, hvordan man på kort tid får mange mennesker til at ændre adfærd. Her er 3 ting, de seneste måneder kan lære os om god adfærdskommunikation.

”Alt – alt – afhænger af din adfærd, min adfærd, vores adfærd,” konstaterede statsministeren, da hun i starten af april indledte endnu ét af sine pressemøder om corona-krisen.

Pointen var klar: Adfærdsændringer var, og er stadig, vores klart bedste værn mod corona-virus.

Derfor har der foråret igennem været meget stort fokus på danskernes adfærd, og hvordan man kan få flest muligt til at handle i tråd med myndighedernes anvisninger.

Her kommer 3 refleksioner over, hvad bestræbelserne på at få danskerne til at nyse i ærmet, vaske hænder og holde afstand kan lære dig, mig og alle andre, der arbejder med kommunikation og adfærd, om at flytte adfærd i praksis.

#1: Klassisk kommunikation kan være glimrende til at flytte adfærd – i hvert fald for en stund

Som den fagligt nysgerrige type, du er, har du garanteret fulgt med i alt det, der de seneste år er sagt og skrevet om kvaliteterne ved adfærdsdesign, når det gælder om at ændre adfærd i den virkelige verden.

Og der er vitterlig blevet sagt og skrevet meget. Så meget, at man som kommunikationsprofessionel næsten – næsten – selv har kunnet komme til at tro, at kommunikation kan være fint til mange ting, men at adfærdsændringer ikke er én af dem.

Det har dog vist sig at være cirka lige så langt fra sandheden, som dette indlægs forfatter er fra at kunne holde en fodbold i luften i mere end 15 sekunder. Og det er altså langt, hvis du skulle være i tvivl.

For som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, så har klassiske kommunikationsgreb været glimrende til at flytte adfærd i starten af corona-krisen. I hvert fald for en stund – men det kommer vi tilbage til.

Kombinationen af et skræmmende inferno af en brændende platform – bare tanken om at ende i italienske tilstande med ligposer i lastbilkolonner kan give de fleste myrekryb helt ned under fodsålerne – og appel til holdånd og samfundssind formåede nærmest fra den ene dag til den anden at få rigtig mange af os til at kaste vanerne over bord og begynde at omgås hinanden på nye måder (eller slet ikke omgås).

Vi står selvfølgelig også i en ekstraordinært alvorlig situation, der i sig selv kalder på forandring og handling. Det rykker dog ikke ved, at det med klassiske kommunikationsgreb var muligt at motivere mange mennesker til fundamentalt at ændre adfærd.

Men – sådan ét er der nemlig – adfærdsændringerne ser ikke ud til at vare ved. Allerede midt i april lød meldingen fra forskningsprojektet HOPE ved Aarhus Universitet, at danskerne slækker på adfærden.

Og selvom den konklusion var baseret på en spørgeskemaundersøgelse – og man generelt skal være forsigtig med, hvad man konkluderer om folks adfærd ud fra, hvad de selv siger – så peger det i retning af det næste, vi kan lære af corona-krisen.

#2: Det virker ofte bedre at guide end at true

For selvom klassisk kommunikation og stærk motivation kan være glimrende til at flytte adfærd, så er det ofte en rigtig god idé at supplere med andre teknikker fra adfærdsvidenskaben. I hvert fald hvis du vil sikre dig, at adfærdsændringen bliver varig – uden at du skal fastholde et højt, og dyrt, kommunikationstryk i alt for lang tid.

Det gælder særligt i en situation, hvor det ikke længere er så sort/hvidt, hvad der er rigtig og forkert adfærd. Nu skal vi ikke længere isolere os så meget som muligt, men kan også begynde at vende tilbage til noget, der minder om en normal hverdag. I sådan en situation bliver det sværere at finde ud af, hvad der er corona-compliant, og nemmere at falde tilbage i gamle vaner.

Her er det afgørende med kommunikation, som guider folk og puffer deres adfærd i den rigtige retning, når de står i en situation, hvor mere end én handling er mulig.

Et alternativ kunne selvfølgelig være at sanktionere og true sig til den rette opførsel. Under corona-krisen har det bare ikke vist sig at virke så godt. Det demonstreres tydeligt af folkemængderne på Islands Brygge i København, hvor folk stimlede sammen i stort antal trods politiets bødetrusler.

Når den slags bødetrusler ikke altid virker, er det blandt andet, fordi de appellerer til den analytiske, reflekterende del af vores hjerne.

For at sådan en appel skal virke, skal vi tænke: ’Hvis jeg handler sådan, er der en vis risiko for, at jeg får en bøde. Og den risiko, bødens størrelse og ubehaget ved situationen står ikke mål med, hvad jeg får ud af handlingen. Derfor må jeg hellere lade være.’

Du kan godt selv se, hvad problemet er, ikke? Vores adfærd styres sjældent af den slags kølige cost-benefit-analyser og risikoafvejninger, men påvirkes af vores manglende mentale kapacitet, psykologiske bias og indgroede vaner.

Derfor fungerer det ofte bedre at guide end at true. Og det er myndighederne da også – klogt – begyndt at gøre i stor stil. Hvilket bringer os til det tredje, vi kan lære. For hvordan guider man godt?

#3: Adfærden skal være konkret, helt konkret

Én måde at guide på er ved hjælp af opsigtsvækkende plakater og skilte, der minder os om, at vi skal nyse i ærmet, vaske hænder og holde afstand. Og det er sådan set rigtig fint. Det kan nemlig være med til at sikre, at vi ikke har den forkerte adfærd, fordi vi er uopmærksomme og bare kommer til at handle per vane. I løbet af de seneste måneder har vi dog kunnet se, at det ikke altid er nok.

For hvis du vil guide rigtig godt, skal du ikke kun formulere den ønskede adfærd klart og positivt instruerende. Du skal gøre den helt konkret, som i ’jeg-kan-nærmest-mærke-i-hænder-og-fødder-hvordan-det-kommer-til-at-føles-konkret’.

Med andre ord får du ikke maksimal adfærdsændring for dit slid, hvis du bare smækker et skilt op, hvor du med fede typer skriver ’hold afstand’. For hvad vil det sige, sådan helt konkret?

At det spørgsmål ikke er så let at svare på, som man skulle tro, illustreres igen meget klart af situationen på Islands Brygge.

Her var der netop opsat den slags skilte, da folk stimlede sammen. Men sagen er, at når man står dér midt i virvaret med sol i øjnene, et picnictæppe under den ene arm og to hyperaktive unger under den anden, kan det være svært at overskue, hvad der helt præcist skal til, for at man holder afstand nok.

Det kræver i hvert fald et mentalt overskud, som man måske ikke lige kan mønstre, mens sveden løber ned i øjnene, og der bliver skreget efter is.

Og usikkerheden giver rum for, at man kan efterrationalisere sig frem til, at ens adfærd nok er helt ok: ’Lad os bare sætte os her, hvor vi plejer. Alle andre gør det, og vinden er jo i nord, så det går nok alt sammen.’

For at undgå den situation, skal du sørge for, at det er nemt og overskueligt at finde ud af, hvad der er den rigtige adfærd. Du skal mindske behovet for, at folk skal bruge kræfter på at tænke sig om. Ved at gøre adfærden helt konkret.

Det var netop, hvad Københavns Kommune efter lidt tid gjorde på Islands Brygge. De malede store, hvide felter på græsplænerne og markerede, at der maksimalt måtte være 10 personer i hvert felt (vistnok på anbefaling af en adfærdsforsker).

Det gjorde det nemmere at forholde sig til, hvad det vil sige at holde afstand. Og sværere at efterrationalisere sig frem til, at en forkert adfærd er ok. Smart. Og lige til at tage ved lære af og implementere i andre, lignende situationer i fremtiden.

   FORFATTER

Christian Rydal Kirkebæk

KATEGORI

Adfærdsdesign
Blog

Kommentér