Behøver Australien at brænde,
før vi ændrer vaner?

Behøver Australien
at brænde, før
vi ændrer vaner?

Emma Hjorth Jensen,
Seniorrådgiver
Artikler
22. januar 2020
Australien brænder, og danskerne donerer penge som aldrig før. Det er et rigtigt godt (og trist) eksempel på, at mennesker ændrer adfærd, når de står på en brændende platform. Et godt eksempel på det modsatte er mig. Jeg er endnu ikke kommet i gang med at sortere skrald. Men der er heldigvis håb for folk, der vil overbevise dovne typer som mig om at ændre vaner. For du kan godt lykkes med adfærdsændrende tiltag – så længe de ikke handler om luftige visioner og gode argumenter.

Vi skal have fokus på den brændende platform. Det er typisk udgangspunktet for adfærdsændrende strategier. Men hvad sker der, når den brændende platform forsvinder og mister momentum? Lad os tage et kig på et aktuelt og meget trist eksempel: Brandene i Australien.

I sidste uge stod danske brandmænd på tæerne af hinanden for at få lov til at hjælpe. De danske NGO’er har aldrig før indsamlet så mange penge på så kort tid. Sportsstjerner donerer deres præmiepenge, og billeder af tørstige koalabjørne florerer på samtlige sociale medier. Det får os til at tale, gå i panik, forarges og donere penge. Lige nu. Men får det os også til at ændre adfærd på den lange bane?

Det er den dovne hjernes skyld

Lad mig tage udgangspunkt i mig selv. Jeg er nemlig et rigtigt godt eksempel, fordi jeg er et virkeligt dårligt eksempel.

I april flyttede jeg ind i en lejlighed, hvor der ikke var en grøn biospand til madaffald, og jeg har stadig ikke fået bestilt en. Der var heller ingen røgalarm, da jeg flyttede ind, og det er der heller ikke i dag, selvom jeg har fået fortalt, at jeg kan bestille en gratis på nettet. For du ved – tiden er bare forsvundet bag mig, og jeg har haft så travlt med sommerferieplaner, nyt arbejde og julegaveindkøb, at jeg ikke har nået at tage mig af de ting, jeg egentlig burde gå op i.

Det er ikke, fordi jeg ikke ved, hvor vigtige de ting er for mit liv. Det er heller ikke, fordi jeg ikke har råd. Eller fordi jeg ikke vil mit for klimaet. Så hvorfor gør jeg ikke noget?

Det korte svar er: ”Fordi jeg er træt.”

Adfærdsforsker Morten Münster kalder trætheden (dovenskaben, om du vil) for hjernens system 1.
I løbet af min arbejdsdag er den rationelle og reflekterende del af min hjerne, system 2, på fuld speed. Jeg koncentrerer mig om at levere et godt stykke arbejde. Det gør jeg for at få ros, for at få løn og for at skabe en mening med at stå op om morgenen.

Når jeg cykler hjem, smider jeg en podcast i ørerne og overser folk, jeg kender på cykelstien, fordi jeg ubevidst kun koncentrerer mig om det grønne lys.

”Så du mig ikke i mandags, da jeg vinkede til dig på Nørrebrogade?” stift grin

Nej. Jeg så dig ikke. For på det tidspunkt var 95 procent af min rationelle hjerne gået i seng, og de sidste 5 procent fokuserede på at finde den nemmeste vej hjem. Når jeg kommer hjem, er der 3 procent tilbage, så jeg udskyder automatisk det med skraldespanden til weekenden.

I weekenden har jeg tømmermænd og en frokostaftale, og så bliver jeg nødt til at kigge på det arbejde, som jeg ikke fik lavet fredag eftermiddag, fordi system 2 var stået af klokken 13. Så der får jeg heller ikke bestilt den biospand.

Jeg kunne blive ved. Men jeg tror, du ved, hvor jeg vil hen. Så tilbage til den brændende platform: Lige nu reagerer (nogle af) danskerne på klimaforandringerne ved at donere penge, spise mindre kød og sortere skrald, blandt andet fordi mediernes dækning af brandene i Australien har skabt en tydelig, brændende platform. Lige nu har mange danskere altså ændret adfærd.

Men kan det virkelig passe, at en milliard dyr er nødt til at lade livet, før vi ændrer vaner? Svaret er selvfølgelig nej. En brændende platform er med til at skabe handling nu og her. Men den skaber ikke vedvarende vaneændringer.

Skal vi have mennesker til at ændre adfærd på lang sigt, skal vi ikke gøre det gennem skræmmekampagner og store visioner om en bedre verden. Vi skal gøre det nemt.

De gode valg skal være nemme

Det bringer mig tilbage til mig selv. For hvorfor har jeg stadigvæk ikke fået bestilt den spand, når nu der er masser af nyheder, der fortæller mig om de skrækkelige ting, klimaforandringerne forårsager? Det har jeg ikke, fordi holdninger ikke ændrer adfærd. Skal vi have mennesker til at ændre vaner, skal vi kommunikere til hjernens dovne system 1.

Det kan man gøre gennem nudging og med sms-koder fra NGO’er, hvor man betaler over mobilregningen. Det vigtigste er bare, at det ikke kræver, at modtageren bruger flere kræfter, end personen gør i forvejen. Adfærdsændringen skal være det oplagte valg, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at den bliver hængende. For ellers er det nemmere at ryge tilbage til status quo.

Derfor var den gratis, grønne biospand fra Københavns Kommune en genistreg i mine øjne, for den blev placeret lige foran københavnernes hoveddør (med undtagelse af min), hvilket gjorde det ekstremt nemt at hjælpe klimaet: Løft spanden 20 meter ind ved siden af din normale skraldespand og tøm din tallerken ned i den grønne pose i stedet for den sorte.

Vi er måske ikke helt nået til at skrabe skyr-resterne ud af bøtten og ned i den rigtige skraldespand. Men vi har ændret en del af vores adfærd, når (hvis… undskyld) vi sorterer.

Fordi det er nemt.

Vi vil gerne være gode mennesker

Med andre ord: Hvis du ønsker at ændre en gruppe menneskers vaner på lang sigt, kan du ikke forvente, at de gør det, fordi du fortæller dem det – uanset hvor gode dine argumenter er. Du skal komme på en bedre løsning. En nemmere løsning, der ikke kræver noget særligt af dem.

For at nå dertil skal du sætte dig i modtagerens sted og finde ud af, hvordan du kan indarbejde ændringerne i modtagerens hverdag. Snak med din målgruppe. Det kræver tid og ressourcer, og det kræver meget af din kreative hjerne. Men det er det eneste, der skaber resultater.

Klimaforandringerne er et godt eksempel, fordi der er rigtig mange, der lige nu arbejder for at skabe nemme løsninger, som får folk til at ændre vaner til fordel for klimaet: El-løbehjul (især hvis de var en my mere bæredygtige), papsugerør og kødlignende grøntsagsbøffer.

Når alternativet er nemt, så gør vi det. For vi vil grundlæggende gerne være gode mennesker. Vi vil gerne hjælpe med at redde klimaet.

Så lad dig inspirere af de konkrete, nemme løsninger, som klimakæmperne har skabt, hvis du skal lave en adfærdsændrende kampagne. Slet PowerPoint-præsentationen med de gode visioner og tal i stedet med din målgruppe om, hvad der står i vejen for adfærdsændringerne.

Find på simple løsninger, der manipulerer (hov) med modtagerens dovne system 1. Så kan du godt skabe langtidsvarende ændringer. Også helt uden, at platformen behøver at brænde.

Og ja – jeg har lige bestilt en ekstra spand og en bunke grønne poser. Mere krævende var det så heller ikke.

Emma Hjorth Jensen,
Seniorrådgiver
Artikler
22. januar 2020