Corona-krisen:
En adfærdskampagne helt
uden adfærdsdesign?

Corona-krisen:
En adfærdskampagne
helt uden adfærdsdesign?

Asbjørn Haugstrup,
Adm. direktør og partner
Artikler
14. april 2020
Milliarder af mennesker verden over ændrer adfærd i disse uger og måneder: Holder afstand, arbejder hjemme, vasker hænder, hoster i ærmer og så videre. Verdens største kampagne for at få os alle til at ændre adfærd og corona-kurven til at flade ud, er i fuld gang. Men adfærdsdesign fylder forbløffende lidt i de bestræbelser – i hvert fald i Danmark. Og alligevel ser myndighederne ud til at lykkes – for nu.

På tværs af landegrænser, strategier og kulturer må man kalde myndighedernes kampagne i forbindelse med Corona-virussen for en succes.

Sjældent (hvis nogensinde) i verdenshistorien har så mange ændret deres adfærd så markant på så kort tid, og på så mange måder tøjlet de umiddelbare lyster til at gøre det modsatte af det anbefalede: mødes i forårssolen, feste, røre ved hinanden. Altså hele den sociale side af vores eksistens, der på et scorecard over, hvad der betyder mest i et menneskeliv, kandiderer til en meget pæn placering.

Kommunikationsprofessionelle ved, hvor meget det kræver at få os til at tøjle lysterne og følge fornuften. Og sætter man kun ind med klassisk kommunikation, så mislykkes man normalt. Hvis det ikke var tilfældet, så ville vi alle sammen cykle med cykelhjelm, dyrke motion, spise grønt og overholde færdselsloven.

Men det gør vi ikke. Og det er ikke, fordi myndighederne ikke har brugt ressourcer på at fortælle os, hvad der er vigtigt og sundt. Det lagrer sig bare ikke rigtigt på en måde, så det afgør vores valg i det daglige.

Og det er her, adfærdsdesign kommer ind i billedet, fordi adfærdsdesign tager udgangspunkt i den måde, vi som mennesker træffer beslutninger på.

De fleste af vores beslutninger træffes af det, psykologen og nobelpristageren i økonomi, Daniel Kahneman, kalder System 1: Automatiseret, hurtigt, intuitivt og ubevidst.

Der skal langt mere til at aktivere vores langsomme og rationelle System 2, der træffer analytiske og bevidste valg. System 2 er også dovent og udmattes let.

Netop håndteringen af COVID-19 rummer jo den enorme kommunikative udfordring, at langt de fleste af os skal foretage voldsomme adfærdsændringer under hensyntagen til andre end os selv – og med betydelige omkostninger for os selv i det nære perspektiv; ikke bare socialt, men også økonomisk.

Selvom billederne fra Italien og New York er skræmmende, så er langt de fleste af os uden for kernerisikogruppen.

Derfor ville en rimelig hypotese være, at myndigheder i særlig grad ville ty til adfærdsdesign for at gennemtvinge de ønskede adfærdsændringer.

Altså nedbryde barrierer for at stimulere, at vi intuitivt – med System 1, om man vil – også kan træffe de rigtige valg. Ja, faktisk kunne man forvente, at Corona-krisen ville betyde et kvantespring for adfærdsdesign.

Men sådan er det ikke. Jovist er der håndsprit in your face alle vegne og klistermærker på gulvet i supermarkederne.

Og statsministeren og Sundhedsstyrelsens direktør benytter sig også af et klassisk greb i den måde, hvorpå de kommunikerer med os: De etablerer en social norm – en flertalsforventning til en bestemt adfærd, som vi instinktivt nødigt vil bryde.

Det er klassisk adfærdsdesign, og det er effektivt, men så heller ikke mere end det.

Sundhedsstyrelsens OBS-indslag på flow-TV, politiets skiltning ved parker og pladser, infografikkerne, der findes overalt på de sociale medier, er derimod klassisk kommunikation målrettet System 2: Vores dovne, langsommelige, bevidste og analytiske beslutningssystem, som det kræver en hel del at aktivere.

Jeg har ikke kunnet få øje på det geniale adfærdsdesign. Langt mindre problemer er løst meget mere kreativt – målt på adfærdsdesignometeret:

  1. Nedtællingen på lyskurvene, som giver os en konkret fornemmelse af tiden, vi skal investere, fremfor usikkerheden ved blot at skulle vente på grønt lys.
  2. Panten på den relativt dyre indkøbsvogn. Der er tusind gode grunde til, at det greb ikke burde virke, men vores tabsaversion omkring en ti’er gør, at vi er utroligt gode til at sætte vognen på plads alligevel.
  3. Alt omkring Warcraft, Fortnite og andre computerspil til børn og unge: Den Pavlovske brug af simple belønninger på de rigtige tidspunkter tvinger en voldsom gentaget adfærdsændring igennem. Det samme gælder i øvrigt for os andre på de sociale medier.

Jeg har ikke set noget lignende udfoldet i Danmark i bestræbelserne på at sikre den ønskede adfærd under Corona-krisen.

Betyder det så, at adfærdsdesign slet ikke er så afgørende, som vi tror? At System 2 er undervurderet – at skildpadden alligevel vinder over kaninen? Nej, det tror jeg ikke.

Og mit bedste bud er, at myndighedernes kommunikationsansvarlige allerede er ved at kigge dybt i værktøjskassen med adfærdsdesign. For en ting er, at den nuværende adfærdskampagne er svær, men vi hjælpes på vej ad selve chokket over krisens kolossale omfang og indgriben i vores liv.

En helt anden udfordring opstår, hvis vi kommer nogenlunde fornuftigt igennem denne første bølge af COVID-19, men får behov for at begrænse vores sociale liv igen til efteråret under en anden bølge.

Så vil udfordringen ikke kun være, at det for flertallet skal ske af hensyn til andre – så vil udfordringen også være den manglende chokeffekt og vores kollektive bevidsthed om, at det jo lykkedes os at tøjle den sundhedsmæssige krise nogenlunde i foråret: ”så slemt gik det jo heller ikke”.

Det bliver en kommunikativ og adfærdsmæssig udfordring af dimensioner.

Asbjørn Haugstrup,
Adm. direktør og partner
Artikler
14. april 2020