Danskernes tillid til politikerne tager endnu et dyk mod bunden

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Nicolaj Taudorf Andersen

Danskernes tillid til politikerne tager endnu et dyk mod bunden

BLOGINDLÆG

“Når politikerne igen i år placerer sig lavest i feltet, så nyder de dermed også mindre tillid end både ejendomsmæglere og bilforhandlere.”

Det går værre…
…og man troede det næsten ikke muligt. Danskernes tillid til politikerne tager endnu et dyk mod bunden og er nu lavere end nogensinde før. Det viser de dugfriske resultater fra vores årlige troværdighedsanalyse.

Folketingsvalget var en klar indikator på, at der var og er skepsis over for politikerne. De ’gamle’ partier mistede – og de nyere partier vandt stemmer. De klarere og også klart differentierende politiske meldinger lønner sig i den danske befolkning oven på flere år, hvor kampen om midtervælgerne har udvisket tidligere politiske forskelle. Valgets vindere havde det til fælles, at de lykkedes med at udkæmpe valgslaget på egne præmisser og vende troværdighedskrisen til egen fordel. De brugte taletiden og kræfterne på egne, rene mærkesager (og ikke ret meget andet) frem for at drukne i et rødt hav af næste identiske synspunkter og politisk infight, hvor skænderiet – set fra vælgernes stol – eliminerer indhold. Med andre ord gjorde de som udfordrer-brands i den kommercielle verden: De høstede tillid ved at sige nej til spillebanen, som de gamle partier havde kridtet op, og være ”disruptive” ved at definere en ny debat og nye regler for debatten.

Og til trods for 22 politiske aftaler på fem måneder har det nye hold på ministertaburetterne ind til videre ikke fået danskernes tillid til deres folkevalgte til at stige. Tværtimod er danskernes tiltro til politikerne lavere end nogensinde før. Det viser Radius’ årlige troværdighedsmåling, hvor et repræsentativt udvalg af danskerne har vurderet troværdigheden for en række faggrupper.

Når politikerne igen i år placerer sig lavest i feltet, så nyder de dermed også mindre tillid end både ejendomsmæglere og bilforhandlere. Og ikke bare er der tale om et signifikant fald i år – det er samtidig den laveste score nogensinde i undersøgelsen, som vi har gennemført hvert år siden 2008.

Der er helt klart tale om en tillidskrise mellem politikerne og resten af den danske befolkning, som på almindeligt dansk nok bedst kan beskrives som ’politikerlede’.

Siden valget har nye personsager og historier om, hvad der i manges øjne ligner magtmisbrug eller lemfældig omgang med offentlige midler, været med til at bekræfte et billede af, at nogle politikere er ude af trit med den virkelighed, vi andre lever i. Det bidrager til den skepsis, som danskerne generelt føler over for politikerne.

Personsagerne bør være de nemme at gøre noget ved. Man skal reelt blot opføre sig ordentligt og huske på, hvad der er rigtigt og forkert – og hvordan det ser ud ’uden for murene’, når man skriver CV’er, bruger sit personale til valgkamp, afleverer bilag og alt det andet, der præger personsagerne i medierne lige nu. Længere er den ikke.

I forhold til den mere grundlæggende tillidskrise, så vi en vej ved folketingsvalget. Man skal som politiker og som parti huske at gøre det man siger, og sige det man gør. Grundsætningen i troværdighed. Når man gør det, så bliver man belønnet. Og ja, det er lettere sagt end gjort. Men det er godt at have stående foran sig, når man bedriver politik. Den aktuelt meget vanskelige situation, som Europa befinder sig i, kan faktisk være en del af svaret. Regering og politikere gør sig helt åbenlyst umage med at kommunikere med stor tydelighed, hvad der er situationen, hvad det kræver, og hvad man vil gøre.

Troværdighedsanalysen 2015 kan læses her

“Man skal som politiker og som parti huske at gøre det man siger, og sige det man gør. Grundsætningen i troværdighed.”

   FORFATTER
mm

Nicolaj Taudorf Andersen

Kommentér