Hvorfor tager ingen ledelsesopgaven i flygtningespørgsmålet?

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Asbjørn Haugstrup

Hvorfor tager ingen ledelsesopgaven i flygtningespørgsmålet?

BLOGINDLÆG

Alle, der har stået med ansvaret for en virksomhed i krise, ved hvilke enorme krav, kriser stiller til ledelseskommunikationen. Behovet for forklaring, retning og for, at ledelsen tager ansvar er massivt.

Men ledelseskommunikation i krisesituationer rummer også et enormt potentiale for at vise handlekraft og bevise værdier. Det er, når alt bliver sat på spidsen, at de fine ord fra de mange PowerPoints bliver til virkelighed. For det er her, at værdierne leves og opleves som sande eller falske.

Sådan er det også i politik. Og derfor har mange undret sig over, hvorfor statsministeren er så vag i sine meldinger om de mange flygtninge, der lige nu kommer til Europa og til Danmark. Historien er ellers rig på regeringsledere, der er blevet til store statsmænd m/k på at udvise lederskab i krisesituationer.

Og meningsmålinger viser, at flygtningesituationen påvirker os. En Gallup-måling fra weekenden viste, at 57% af danskerne nu er indstillet på, at Danmark skal modtage flere flygtninge. En fordobling på et år!

Når Løkke Rasmussen ikke griber chancen, skyldes det et sammensurium af politiske forhold: For det første er der et åbenbart hensyn til Dansk Folkeparti, der nøje vogter på, om regeringen justerer kursen i flygtningespørgsmålet. Det vil der ikke blive set på med milde øjne. For det andet er der kort tid til afstemningen om retsforbeholdet, og regeringen frygter – og givet med rette – at det bliver svært at trænge igennem med budskabet om, at et ja ikke betyder ændringer i asylpolitikken. Især hvis oplevelsen blandt de skeptiske vælgere er, at regeringen firer på forbeholdet allerede nu.

Den fordelingsmekanisme for 160.000 flygtninge, som Europa-Kommissionen nyligt har spillet ud, er også kun toppen af det, EU og dermed regeringen skal forholde sig til. Taler rygtet sandt, forbereder Kommissionen, at den fremtidige fordeling sker inden for rammerne af Dublin-konventionen, hvor Danmark er med. Og så skal vi deltage – ellers ryger vi helt ud af konventionen med uoverskuelige konsekvenser til følge.

Når Løkke Ramussen ikke løber med stafetten, er det nærliggende, at andre griber ud efter den. Her står socialdemokraternes leder Mette Frederiksen forrest. Men meget tyder på, at Frederiksen modstår fristelsen og fastholder Socialdemokraternes langsigtede strategi om, at der ikke skal være forskel på flygtningepolitikken mellem S og V.

Heller ikke de mindre partier: SF, Konservative, Radikale og Alternativet larmer ret meget. Kun Liberal Alliance har benyttet situationen til at markere, at der blandt borgerlige er forskel i flygtningepolitikken. Det startede med, at partiet bragte regeringen i mindretal ved statsborgerskabs-afstemningen, og det fortsatte, da Lars Seier Christensen i skarpe vendinger skældte ud for at lade hånt om danske retsprincipper og skodde medmenneskeligheden i kampen om at behandle udlændinge værst.

Når politikerne ikke tager lederskabet, bliver der plads til andre. Politiet viser etatens værdier gennem en fornem kommunikationsindsats, der kun forurenes lidt af, at Politiforbundet aldrig forsømmer en anledning til at bede om flere ressourcer.

Og store dele af erhvervslivet har benyttet anledningen til at genfortælle historien om behovet for kvalificeret arbejdskraft. Det er en god anledning, for flygtningene taler engelsk, der er børn iblandt, og de virker ikke just skræmmende. Så mere af det. Det hjælper også den brede kreds af politikere, der ender med at skulle finde praktiske løsninger til de mange, der kommer hertil, uanset hvordan der kommunikeres.

   FORFATTER
mm

Asbjørn Haugstrup

Kommentér