Se og Hør-sagen gør ondt i troværdigheden

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
27. november 2016
Se og Hør-sagen har skadet den journalistiske troværdighed, og sårene skal hele. Der er dog ved at være kø ved håndvasken, da de fleste medier har travlt med at forsøge at isolere sagen til Se og Hør. Danskerne er bare lidt mere nuancerede end det…

Selvom flere medier de seneste dage har forsøgt at isolere sagen til ét medie, så mente 1/3 af danskerne, at sagen var et udtryk for en generel dårlig adfærd blandt journalister, da den breakede for to år siden. Og fire ud af ti danskere mente, at sagen påvirkede den journalistiske troværdighed i negativ retning. De meninger er helt sikkert ikke blevet mindre skarpe blandt danskerne med dommen i sidste uge.

Derfor rammer sagen også medierne bredt – og den gør ondt. Vi så et dyk i den journalistiske troværdighed på 10 %, da sagen kom frem. Og det er markant.

De aktuelle spekulationer om Henrik Qvortrups næste job er ikke ligefrem med til at gøre noget godt for troværdigheden. Her bør de mediefolk, der allerede nu taler om ansættelse af ham, huske på, hvad der er almindelig samfundsnorm. Tag straffen Henrik Qvortrup – og kom videre bagefter. Det vil gælde alle steder i erhvervslivet, hvor vi kommer som rådgivere i kommunikation. Hvis en virksomhed får dømt en medarbejder, så vil de nærmest blive kølhalet offentligt i medierne, hvis de ikke skred til skrappe sanktioner. Det samme gælder ansættelse af straffede, der ikke har udstået deres straf. Journalister og medier er underlagt samme normer. Så for den journalistiske og mediemæssige troværdigheds skyld, så lad for alt i verden være med at tale om job. Læg sagen ‘død’.

Qvortrup har på dygtig vis skarpt styret sine budskaber de seneste to år. Han har fået flere ‘tale-ud’ interviews. Han har – som det står i enhver grundbog for kommunikationsrådgivere – udgivet en bog, der kunne medvirke til at flytte dagsordenen. Og han har lavet tv, som i høj grad kunne være med til at bygge ham op som forsvareren af ’en større sags tjeneste’. Han gør alt det, han skal. Men der er derfor også flere medier, der bør overveje selvransagelse nu. For os ‘ude-fra’ har det unægteligt set ud som om, at man har glemt at tage en ekstra runde på den skarpe kildekritik, som man som medie og journalist retteligt bør gøre. Og netop den ikke alt for imponerende udførelse af basishåndværket blandt nogle journalister er netop noget af det, der gør, at danskerne placerer journalisterne lavt i vores årlige troværdighedsundersøgelser.

Medier og journalister må se at komme videre. Brug den journalistiske arbejdsmetode rigtigt – og gør det inden for lovens klare rammer. Så behøver det såmænd ikke at være så svært, at få den troværdighed op.

Se Presselogen på TV2 News fra søndag d. 27/11, hvor Nicolaj kommenterer på journalisternes troværdighed, Se og Hør-sagens betydning og hvorfor journalisterne skal gøre et bedre stykke arbejde.

Se Presselogen på TV2 News, hvor Nicolaj kommenterer på journalisternes troværdighed, Se og Hør-sagens betydning og hvorfor journalisterne skal gøre et bedre stykke arbejde.

Nicolaj Taudorf Andersen,
CEO og stifter
Artikler
27. november 2016