Tre lektier fra et årti med Løkke

< Tilbage til blogoversigt
FORFATTER

Bjørn Ubbe Ebbesen

Tre lektier fra et årti med Løkke

BLOGINDLÆG

Holdningerne til Lars Løkke Rasmussen og hans eftermæle brydes i disse dage, men anerkendelsen af hans strategiske og kommunikative begavelse synes der at være enighed om. Og med god grund. Hans rejse fra udmattet COP15-formand til rolig statsmand kan lære os vigtige lektier om værdien af forfængelighed, kreativitet og autenticitet. Her får du tre nedslag i de sidste 10 år med Løkke i formandsstolen.

Husker du billederne af en udmattet Lars Løkke Rasmussen, der famlende spørger ind til stemmeproceduren ved COP15 i Bella Center i 2009? Prøv så at holde det billede op ved siden af den Lars Løkke Rasmussen, der i juni forlod Statsministeriet med en rygsæk over skulderen og takkede danskerne for at have haft statsministerprivilegiet.

Kontrasten mellem de to billeder er til at tage og føle på. Gennem det sidste årti har Lars Løkke nemlig formået at skubbe sit offentlige image fjernere fra fadøl, temperament og international uerfarenhed og tættere på familie, ro og statsmandsskab. En imageforandring, der har krævet kommunikative greb og strategiske twists. Her følger de tre eksempler, der bedst giver et indblik i den værktøjskasse, Løkke har brugt undervejs.

Open mic i Det Hvide Hus
Lad os hoppe tilbage til Bella Center i 2009 og billederne af Lars Løkke. De danske medier var dengang ikke tilbageholdende med at videreformidle omverdenens kritik af den daværende statsministers rolle under klimatopmødet. ”Nu hånes Lars Løkke over hele verden”, skrev BT i slipstrømmen på fadæsen med henvisning til kritiske kommentarer i Financial Times og New York Times.

Danskerne blev ramt på den unikke kombination af identitetsusikkerhed og forfængelighed, som kendetegner små lande i en stor verden. Selvsamme kombination skulle dog nogle år senere vise sig at være nøglen til Lars Løkkes internationale genrejsning.

Den 13. maj 2016 er Lars Løkke og resten af de nordiske statsministre nemlig inviteret til middag i Det Hvide Hus. Og det med selveste Barack Obama som vært – en præsident, der om nogen er svøbt i coolness.

Den uformelle statsmiddag i Washington DC var den perfekte mulighed for at bevise for danskerne på den anden side af Atlanten, at Lars Løkke Rasmussen sagtens kunne begå sig internationalt. Og med en tale, der må have krævet adskillige timers indsats fra embedsmænd og rådgivere i Udenrigs- såvel som Statsministeriet, lykkedes det da også at fremtrylle Obamas latter.

The Washington Post skrev samme aften, at Lars Løkke havde høstet de største grin ved den nordiske statsmiddag. Og straks greb Jyllands-Posten metahistorien med rubrikken: ”Amerikanske medier udnævner Løkke til den største humørspreder”. På den måde blev talen Lars Løkkes nøgle til at aktivere den positive side af de danske mediers nationale forfængelighed.

At spille skak på et Trivial-bræt
Kender du det, når din ministers metode til kvælstofberegning møder kritik fra utilfredse vandbiologer, og dit støtteparti stille og roligt mister tilliden til din minister og truer med at få din regering til at fremstå inkompetent mindre end et år efter, I har fået magten? Nej, vel. Det er der nok kun én, der kan nikke genkendende til.

Den daværende Venstre-regering havde i 2016 lavet en aftale med resten af blå blok om rammerne for fødevare- og landbrugssektoren. Men der gik ikke lang tid, før medierne kunne lægge spalter til de første kritiske røster af grundlaget for Landbrugspakken. Og da De Konservative begyndte at pirke til Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens taburet, vurderede visse politiske kommentatorer, at Lars Løkkes regering ville tabe spillet.

Der var bare en detalje, mange ikke havde regnet med. For mens kritikerne og medierne spillede Trivial Pursuit med spørgsmål om beregningsmetoder og grænseværdier, så spillede Lars Løkke skak. Da han midt i mediestormen skrev på Twitter, at han havde indkaldt de blå partier til møde for at se, om regeringen fortsat havde flertal, redefinerede han spillepladen.

I dagene efter handlede mediernes dækning af sagen pludselig mindre om vandmiljøer og spildevand og mere om bogstav-spil og regeringens overlevelse. De Konservative rettede ind, og Eva Kjer Hansen valgte efter et par dage at trække sig fra ministerposten. Lars Løkke beholdt skindet på næsen.

Det værste er ikke så slemt endda
Det tredje stop på Lars Løkkes imagerejse har vi faktisk allerede været omkring. Her er vi nemlig tilbage ved billedet fra i sommer, hvor Lars Løkke traver gennem gården ud for Statsministeriet og siger tak for denne gang til sine over 200.000 Facebook-følgere. Selvom dette billede alene høstede over 43.000 reaktioner, er det mest interessante i virkeligheden den indsats, som er gået forud.

Lars Løkke var nemlig hurtig til at se mulighederne på de sociale medier – især på Facebook. Hans årlige julekalender med minder og historier fra privatlivet såvel som det politiske er et godt eksempel. Et billede og en tekst om en sjov, bemærkelsesværdig eller tankevækkende episode var med til give et autentisk indblik i statsministerens liv.

Samtidig forstod Lars Løkke at positionere sig blandt de yngre borgere. Tanken bag må have været noget i stil med: ”Det værste, der kan ske, er, at jeg ender på @AndersHemmingsendk”, for Lars Løkke var ikke bleg for at være ung med de unge.

I 2017 flettede han et citat fra Gulddreng ind i sin nytårstale. Og Anders Hemmingsen kvitterede naturligvis  ved at dele den hippe statsministers bejlerier til de unge med sine omkring 800.000 følgere. Med et simpelt greb havde Lars Løkke gjort sig synlig for et stort, ungt publikum, der ellers ikke er det mest tilgængelige for politikere.

Så hvad lærte vi af ti år med Løkke i Venstres formandsstol? I hvert fald tre ting:

  1. De danske medier elsker en god meta-historie om, hvad resten af verden tænker om os. Dækningen af Trumps interesse for en frisk Grønlandshandel er det seneste eksempel på den mekanisme. Og det kan være kilden til kløgtig PR, for boomerang-effekten gælder ikke kun statsministre. Eksempelvis lykkedes Spies med samme manøvre, da de lavede ’Do it for Denmark’-kampagnen, der vakte international opmærksomhed – hvilket så blev en historie i danske medier.
  2. En krisesituation er træls, hvis man er den aktør, som alle kameraerne er rettet mod. Men hvis man forstår at gentænke sit handlerum, så har man som centrum for begivenhederne en unik mulighed for at redefinere situationen og dens framing.
  3. Man kommer langt med at være modig. Især når det gælder personlig kommunikation på sociale medier. Et klassisk feministisk slogan lyder, at det private er politisk. Med risiko for at gøre vold på argumentet, så rummer den sandhed også et enormt potentiale for dem, der tør banke hul i facaden på de sociale medier.
   FORFATTER

Bjørn Ubbe Ebbesen

KATEGORI

Blog

Kommentér