SEAS-NVE bliver til Andel

Branding
Identitet

SEAS-NVE har skiftet navn til Andel. Det er på mange måder et modigt skifte, for et helt almindeligt ord i vores sprog er nu gjort til koncernnavn for Danmarks suverænt største energiselskab.

Samtidig er det også et naturligt skifte. For SEAS-NVE har taget det inderste – kernen – og iklædt sig det, så det nu er det første, man møder.

Med det nye navn anerkender koncernen fortiden, tager ejerskab i nutiden og sætter kurs mod fremtiden. Andel er ansvarlig, involverende, demokratisk og mangfoldigt. Navnet signalerer, at for Andel er energi mere end blot en leverance. Det er et ansvar.

I Radius ved vi om nogen, hvor alvorligt Andel tager det. For vi har været med på rejsen helt fra starten.

Vi har igennem mange år haft et tæt samarbejde med SEAS-NVE på tværs af alle vores discipliner. Ikke mindst i forbindelse med opkøbet af Radius Elnet samt Ørsteds privatkunde- og udelysforretning.

Som del af opkøbet har det været helt naturligt at se på, hvem den nye fælles virksomhed skal være, og hvad den skal signalere. Her giver et nyt navn en unik mulighed for at samle koncernen om en ny og stærk fortælling, der skaber udgangspunktet for én samlet og fælles virksomhed og kultur, der peger fremad.

I tæt parløb med SEAS-NVE har vi udviklet alt fra brandarkitektur og brandstrategi til navnegenerering, kernefortælling, intern lancering, hero-film med videre.

Det har været komplekst og sjovt, for vi har fået lov til at spille på det hele brede register og været med inde i motorrummet. Og i tæt samarbejde med e-Types har det hele fået form.

Du kan se form og indhold foldet ud her.

Tag godt imod Andel.