Folkemødet 2019: Klimaet hitter, men sundhed vinder (igen)

Nyhed
13. juni 2019
Mere end 3000 debatter, foredrag og arrangementer er på programmet de kommende dage, når Folkemødet 2019 løber af stablen. De fleste af arrangementer handler om sundhed, verdensmål og klima, viser vores analyse af Folkemødeprogrammet. Nå ja, og så er Bertel Haarder den mest aktive debattør.

Flere end 100.000 mennesker lægger de kommende dage vejen forbi solskinsøen Bornholm, når Folkemødet for niende år i træk løber af stablen i Allinge. Og noget tyder på, at klimaet også her, præcis som det var tilfældet i valgkampen, kommer til at stå højt på dagsordenen.

I hvert fald er klima og verdensmål strøget direkte ind på en delt andenplads over emner, der bliver debatteret på dette års folkemøde. FNs 17 verdensmål, som i øvrigt er dette års tema for folkemødet, lå blot nummer 28 på listen sidste år, mens klima lå nummer 9.

”Verdensmål snupper andenpladsen – og det har Folkemødet gjort meget for at sikre, for alle arrangører har skulle tage stilling til, hvilke verdensmål deres arrangement bakker op om,” siger Asbjørn Haugstrup, adm. direktør i Radius CPH.

Udover klima og verdensmål kommer størstedelen af arrangementerne til at handle om sundhed, der igen i år indtager en klar førsteplads på emnelisten. Sundhed har toppet listen over debatemner har siden 2015.

”Efter valgkampen havde mange nok ventet, at klima ville rydde bordet på Folkemødet, men sundhed vinder igen, igen, igen. Det har helt sikkert meget at gøre med, at der er så mange professionelle sundhedsaktører på Folkemødet, der bruger virkeligt mange penge og ressourcer på deres tilstedeværelse,” siger Asbjørn Haugstrup.

Bertel Haarder er den mest aktive debattør

Hvem skal så deltage i alle debatterne, tænker du måske? Kigger man på listen over de mest populære debattører, er det Bertel Haarder, som ligger nummer 1 med intet mindre end 18 arrangementer på tre dage.

I det hele taget tyder noget på, at nuværende og tidligere kulturministre stortrives på Folkemødet. I 2018 og 2017 toppede fungerende kultur- og kirkeminister Mette Bock listen over flest debat-deltagelser, mens hun lå i top 3 sammen med Uffe Elbæk i 2016.

Radius deltager selv på Folkemødet med Fremtidspladsen, hvor vi debatterer tendenser, nye teknologier og adfærdsmønstre, der kommer til at ændre vores samfund. Du kan blandt andet opleve klimaforandringerne på en interaktiv jordklode.

Fakta om Folkemødeanalysen

Analysen er baseret på data fra Folkemødets officielle program over arrangementer, der er hentet via folkemødets hjemmeside. Data er udtrukket den 11. juni 2019 og baserer sig derfor kun på arrangementer, hvor der fremgår tags eller deltagerliste for arrangementet i det officielle folkemødeprogram på tidspunktet, hvor data er trukket. Tallene inkluderer ikke arrangementer uden emnetag eller deltagerlister.

Download
Folkemødeanalyse 2019

Nyhed
13. juni 2019