GOLL IMPACT lukker ned – og etablerer samarbejde med Radius

Nyhed
20. august 2018
Peter Goll lukker ned for aktiviteterne i sin rådgivningsvirksomhed GOLL IMPACT i forbindelse med, at han den 1. november tiltræder som kommunikationsdirektør og Vice President i Københavns Lufthavn. I forbindelse med afviklingen af aktiviteterne har Peter Goll indledt et samarbejde med Radius.

Peter Goll’s jobskifte skaber behov for, at opgaver og samarbejder kan videreføres af andre strategiske kommunikationsrådgivere med forståelse for dialog med interessenter, ledelse, samfundsforhold og forretning. For at tilbyde alle samarbejdspartnere en kompetent og sikker havn at søge til, hvis behovet er der, har Peter Goll indledt et samarbejde med det Radius.

”For mig var det oplagt at indlede et samarbejde med Radius om at tilbyde at videreføre løsningen af afgørende rådgivningsopgaver. Jeg kender bureauet og deres toprådgivere godt fra mange år i kommunikationsbranchen og ved personligt, de hører til på aller øverste hylde. Det blev da også bekræftet i den undersøgelse, som InsideBusiness offentliggjorde tidligere i år, hvor Radius blev kåret som førstevalget af kommunikationsbureauer, som erhvervslivet ringer til, når de mest følsomme kommunikationsopgaver skal eksekveres. Jeg er derfor meget glad for at kunne annoncere et fast samarbejde med bureauet om, at de nu vil tage ansvaret for at videreføre det arbejde, jeg har påbegyndt,” siger Peter Goll.

”Vi tager det naturligvis som et klap på skulderen, at Peter har valgt os som samarbejdspartner. Peter løser som os flere typer af komplekse rådgivningsopgaver, og vi er cirka 40 mand, der står klar til at hjælpe kunderne, hvis behovet opstår,” siger Nicolaj Taudorf Andersen, bestyrelsesformand og seniorpartner i Radius.

Nyhed
20. august 2018