Kan COP27 se længere frem
end denne vinter?

Kan COP27
se længere frem
end denne vinter?

Rasmus Bønneland,
Director, Public Affairs
Blog
11. november 2022

I disse dage strømmer politikere, embedsmænd, klimaorganisationer, energisektoren og det øvrige erhvervsliv fra hele verden til den egyptiske badeby Sharm el Sheik. Olielandet skal, som værter for dette års klimatopmøde, holde liv i ambitionen om, at den globale temperaturstigning ikke overskrider 1,5 grader.

Det ser mildest talt sort ud. Og hvor topmødet sidste år var påvirket af corona-pandemien, står mødet i år i skyggen af både energikrise og den økonomiske krise, som Europa og resten af verdenen befinder sig i.

Det er derfor relevant at følge med i, hvorvidt forhandlingerne i Sharm el Sheik evner at se længere frem end den kommende vinter.

For i en situation, hvor erhvervslivet og familier i store dele af verden ikke aner, om de kan få den energi, de har brug for i de kommende måneder – og om de er i stand til at betale den – kan en armlægning om, hvor varm kloden må være i år 2100 virke mindre presserende for beslutningstagerne.

Nye tilstande

Vi befinder os i en ny tid. Den aktuelle energikrise har ført til politiske beslutninger, som ville være utænkelige for blot et år siden, fordi de direkte modvirker klimaindsatsen.

Det gælder også i vores egen danske andedam. Klarest er eksemplet med energiselskabet Ørsted, der for nylig venligt blev pålagt at fortsætte samt igangsætte driften af tre kraftværker på kul og olie for at sikre, at vi har strøm nok.

Og danske såvel som europæiske produktionsvirksomheder ser sig nødsaget til – midlertidigt – at skrue ned for gassen og op for olieforbruget. På trods af, at tiltagene øger CO2-udledningen.

Energipolitikkens fokus har derfor på få måneder flyttet sig. Hvor den i de seneste år, f.eks. under folketingsvalget i 2019, primært har været tæt forbundet med den langsigtede klimaindsats og bekæmpelse af CO2, er omdrejningspunktet og italesættelsen nu at sikre forsyningssikkerheden; dvs. at undgå energimangel og gøre os uafhængige af russisk energi.

Vindmøller og biogas handler om forsyningssikkerhed

Det stod også klart, da et politisk flertal i Folketinget inden sommerferien indgik en energiaftale, hvor man skruede op for ambitionerne på grøn energi.

Produktionen af el fra sol- og vindenergi på land skal firdobles. Produktionen af havvindmøllestrøm skal femdobles. Og al gas i Danmark skal være biogas. Alt sammen i 2030. Altså på blot otte år.

Aftalen kom i kølvandet på den fungerende regerings udspil ”Danmark kan mere 2 – Uafhængig af russisk gas. Danmark skal være sikrere og grønnere.”

Var aftalen blevet indgået blot seks måneder tidligere havde italesættelsen af den selvsamme aftale i højere grad været hensynet til klimaet og bekæmpelse af CO2.

Større uforudsigelighed og vanskeligere globale klimaforhandlinger

Skiftet i energipolitikken fra klima til forsyningssikkerhed viser tydeligt, at verden er blevet mere uforudsigelig end den har været i mange år, og at samfundskritiske dagsordener og diskurser kan ændre sig på et splitsekund.

Det gør det særdeles svært for virksomheder, organisationer og myndigheder at navigere i. Og det kommer med nye krav til, at alle aktører hurtigt formår at tilpasse sig den nye situation, og bidrage til, at håndtere de nye kriser.

Denne uforudsigelighed og krisesituation vil derfor også påvirke årets klimatopmøde.

Selvom mange landes delegationer vil tale behovet for klimahandling op og oprigtig mene det, vil den omfattende energikrise og svære økonomiske situation i hjemlandene præge stemningen og forhandlingerne i Egypten.

Indlægget er tidligere publiceret hos Finans.

Rasmus Bønneland,
Director, Public Affairs
Blog
11. november 2022