Ny undersøgelse: Her er danskernes podcastvaner

Nyhed
11. december 2018
Er podcasts kommet for at blive? Noget tyder på det. I hvert fald svarer knap hver tredje dansker, at de har lyttet til podcasts, og 37 procent af podcastlytterne forventer, at de kommer til at podcaste mere i fremtiden. Det viser en ny undersøgelse om danskernes podcastvaner, som Radius har gennemført.

2018 blev året, hvor podcasten for alvor slog igennem. I hvert fald hvis man skal tro en spritny undersøgelse af danskernes podcastvaner, som vi har gennemført i Radius. Her svarer hver tredje dansker, at de har lyttet til podcasts. Af dem svarer 33 procent, at de lytter til podcasts på ugentlig basis.

Undersøgelsen viser også, at 37 procent af de danske podcastlyttere forventer, at de kommer til at lytte mere til podcast i de kommende år, end de gør i dag. Kun 6 procent forventer, at de vil lytte mindre til podcast de kommende år.

Selvom podcasten fortsat er forbeholdt et mindretal tyder noget altså på, at den er kommet for at blive.

Podcast er lig med afslapning

Det varierer, hvor meget tid, vi bruger på podcasts. Halvdelen af de danskere, som lytter til podcasts hører under 30 minutter om ugen, mens 1 ud af 10 svarer, at de hører podcasts cirka halvanden time hver uge. I gennemsnit lytter danske podcastbrugere til podcast 1 time og 36 minutter om ugen.

Når man spørger danskerne, hvornår de typisk lytter til podcasts, svarer næsten halvdelen – 42 procent – at de tænder for podcasten, når de slapper af. Den næstmest populære anledning er transport. 30 procent svarer, at de podcaster, når de sidder på cyklen eller i bilen.

De mest populære podcasts er i øvrigt dem, som handler om samfund og kultur. På en andenplads kommer podcasts om musik og på tredjepladsen podcasts om videnskab.

Yngre generationer podcaster mest

Det er de 18-35-årige, som hører mest podcast. Her svarer knap 4 ud af 10 podcastlyttere, at de som minimum lytter til podcasts en gang om ugen. For den ældre del af befolkningen over 56 år, er det knap 2 ud af 10 podcastlyttere, som lytter til podcasts ugentligt.

De 18-35-årige podcastlyttere er også mere tilbøjelige til at bytte fjernsynskiggeriet ud med en podcast. Her svarer hver tredje (29 procent), at de ofte lytter til podcast i stedet for at se et program i fjernsynet eller en serie på Netflix. Kun 6 procent af podcastlytterne over 56 år svarer det samme.

Til gengæld tyder noget på, at seniorernes podcastforbrug kommer til at vokse. I hvert fald svarer næsten halvdelen af de danske podcastlyttere over 56 år, at de forventer at podcaste mere i de kommende år, end de gør i dag. Det samme svarer 31 procent af de 18-35-årige podcastlyttere.

Download
Tabelrapport med alle resultaterne fra vores undersøgelse af danskernes podcastvaner

Læs blogindlægget
Her er, hvad du skal vide om podcasts

Nyhed
11. december 2018