Radius ansætter ny kreativ direktør

Radius ansætter ny kreativ direktør

NYHED

Vi har netop ansat Mikkel Bagge Lange som ny kreativ direktør. Han skal lede og videreudvikle det kreative felt hos os i tæt parløb med resten af huset.

 

Mikkel har solid erfaring fra kommunikations- og reklamebranchen, bl.a. som kreativ direktør hos det nordiske bureau PS Communication. De seneste år har han været selvstændig rådgiver i The Ping Pong Plan, som er specialiseret i strategisk konceptudvikling.

 

Mikkels faglige fokus ligger i spændingsfeltet mellem kreativitet og strategi, og han sætter en ære i at udvikle kreative koncepter, som har både samfundsmæssig relevans og et forretningsmæssigt formål. Det glæder vi os til at bringe i spil over for vores kunder og samarbejdspartnere.

 

Mikkel er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Og før han vovede sig ind i reklamebranchen for første gang for ca. 10 år siden, var han i en årrække musiker og komponist i bandet No and the Maybes.