Radius lander det bedste resultat
i virksomhedens historie

Radius lander
det bedste resultat
i virksomhedens historie

Nyhed
30. marts 2022
Massiv efterspørgsel fra både nye og eksisterende kunder giver Radius CPH A/S det bedste resultat i virksomhedens 19 år lange historie. I 2021 har Radius oprustet markant inden for corporate kommunikation, public affairs og det kreative område, og antallet af medarbejdere er vokset fra 34 til 49 ved begyndelsen af 2022. Nu skal væksten accelereres med endnu flere nye medarbejdere.  

Radius kommer ud af 2021 med en bruttoavance på kr. 41,7 mio. kr. og et overskud på kr. 7,4 mio. kr. før skat. Det er en stigning på henholdsvis 17 og 11 procent siden 2020. Bag resultatet gemmer sig et år, hvor flere nye kunder er kommet til, og eksisterende kunder har købt ind på flere opgaver. Bureauet forventer, at efterspørgslen fortsætter ind i 2022 og har allerede planer om at opruste med yderligere 5-7 kollegaer.

Ingen transformation uden kommunikation

”Verden forandrer sig hurtigere end nogensinde. Det påvirker både forbrugere og virksomheder, der er nødt til at transformere sig for at følge med udviklingen. Vi står midt i og rådgiver om disse transformationer. Virksomhederne oplever et øget behov for at kommunikere, for der er ingen transformation uden kommunikation. Og det er positivt for en virksomhed som Radius CPH, der leverer indsigtsbaseret rådgivning og hjælper virksomhederne til at blive klogere på omverdenen,” siger CEO og stifter af Radius, Nicolaj Taudorf Andersen.

Radius blev etableret i 2003 og løser opgaver inden for corporate kommunikation, omdømme og positionering, opkøb, frasalg og integration af virksomheder, kampagner, employer branding og public affairs.

Radius er gearet til yderligere vækst

2021 var præget af store forandringer internt i Radius. Antallet af medarbejdere steg fra 34 i 2021 til 49 ved begyndelsen af 2022. Stifter af Radius, Nicolaj Taudorf Andersen, er vendt tilbage i rollen som CEO, og Lars Hemming Jørgensen, tidligere Chief Commercial Officer i Vice og global chef for Virtue, er blevet bestyrelsesformand. Derudover er ledelsen i Radius blevet udvidet med Jens Hjorth-Larsen som COO og Lea Wohlert som direktør for Public Affairs.  

”Jeg er stolt over det sted, Radius er i dag. Vi har fået nye kollegaer, som har givet Radius bredere og dybere kompetencer, der styrker vores rådgivning og gør os i stand til at løse større og mere komplekse opgaver. Dermed skaber vi også endnu mere værdi for kunderne. Det er med til at løfte forretningen og gør det ganske enkelt sjovt at gå på arbejde,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Fortsætter professionalisering af forretning

I 2022 vil Radius fortsætte professionaliseringen af forretningen i forhold til både operations og medarbejderudvikling.  

”Vi vil være det mest attraktive bureau at arbejde for i Danmark. Vi kan kun lykkes med vores vækstplaner, hvis vi også i fremtiden kan tiltrække, fastholde og udvikle de største talenter. Det har vi historisk været gode til, men vi hviler ikke på laurbærrene. Det kræver et benhårdt fokus på, hvordan vi udvikler hinanden både fagligt, professionelt og personligt; bevarer vores høje medarbejdertilfredshed og sikrer en god balance mellem arbejde og fritid for alle ansatte. Samtidig har vi fokus på, hvordan vi også i en vækstperiode bevarer den særlige Radius-kultur i virksomheden, hvor vi passer på hinanden og spiller hinanden og vores kunder gode,” afslutter Nicolaj Taudorf Andersen.

For at se denne film skal du tillade Marketing cookies. Du kan også se filmen direkte på YouTube
Om Radius

Radius blev stiftet i 2003 af CEO, Nicolaj Taudorf Andersen og har i dag yderligere to partnere i kredsen – Mads Bech Larsen og Henrik Fallesen. Kommunikationsbureauet har 49 medarbejdere.

For yderligere information, kontakt:

Nicolaj Taudorf Andersen, CEO og stifter af Radius
Telefon: 3063 7313
Mail: na@radiuscph.dk

Nyhed
30. marts 2022