Radius opruster i ledelsen med
stærk profil fra reklamebranchen

Radius opruster
i ledelsen med
stærk profil fra
reklamebranchen

Nyhed
4. maj 2023
Radius fortsætter med at eksekvere på sin vækststrategi og sætter yderligere skub i udviklingen af Radius’ rådgivning inden for kampagner og kreativ kommunikation. Det sker med ansættelsen af Maja Hartmann, der både indgår i Radius’ ledelse og skal stå i spidsen for Radius’ afdeling for kampagner, brand og kreativitet.   

Maja Hartmann er ny chef for kampagner, brand og kreativitet i Radius. Hun kommer med mere end 20 års erfaring fra reklame- og kommunikationsbranchen, senest som direktør for kommunikationsbureauet Bright og før det i reklamebureauet Accenture Song – tidligere kendt som Hjaltelin Stahl.

Maja Hartmann var den første ansatte hos Hjaltelin og har blandt andet har arbejdet som Client Service Director og været ansvarlig for kreative teams og freelancere.

I løbet af de sidste tre år er Radius’ afdeling for kampagner, brand og kreativitet vokset fra to til 12 medarbejdere – og i dag er Radius et fuldt integreret kommunikationsbureau med cirka 50 ansatte, der er i stand til at rådgive inden for og på tværs af mange forskellige discipliner.

”Radius er et af de bedste og mest anerkendte kommunikationsbureauer i Danmark. De siger selv, – og det indtryk har jeg fået bekræftet i processen over det seneste stykke tid – at de er bedst til det, der er svært. Og at de er særligt gode, når der er samfundsmæssig relevans eller opmærksomhed. Det kræver dygtige rådgivere og en bred vifte af kompetencer. Der er et massivt potentiale i branchen i krydsfeltet mellem reklame og kommunikation. I dag flyder de to discipliner mere og mere sammen, og det er udviklingen i Radius et klart udtryk for. Jeg skal bidrage til at styrke Radius’ kompetencer inden for kampagner, brand og kreativitet og sætte endnu mere skub i det kreative forretningsområde,” siger Maja Hartmann og tilføjer:

”I den dialog, jeg har haft med virksomheden i forbindelse med min ansættelse, stod det meget hurtigt klart, at de værdier Radius bygger på, matcher mine egne. Det handler blandt andet om ordentlighed, at have hjertet med, og at det skal være sjovt og lærerigt at gå på arbejde. Og det har været afgørende for, at jeg har takket ja til at blive en del af Radius.”

Radius oplever en stor tilgang af opgaver og efterspørgsel på rådgivning inden for kampagner, brand og kreativitet. Et område, der skal vækstes yderligere i de kommende år.

”Vi er utrolig glade for, at vi kan tiltrække en så stor kapacitet som Maja til vores bureau. Vi har allerede et utroligt stærkt team af grafikere, designere, kreative, projektledere, digitale rådgivere og kampagnestrateger. Maja skal hjælpe med at tage vores rådgivning på hele dette område til det næste niveau. Det skaber ikke bare merværdi for vores kunder. Det er også med til at udvikle os som virksomhed og arbejdsplads, fordi vi kan løse flere og mere komplekse opgaver,” siger stifter og CEO for Radius, Nicolaj Taudorf Andersen.

Nyhed
4. maj 2023