Radius søsætter uddannelsesforløb
for studerende med rådgiverdrømme

Radius søsætter uddannelsesforløb
for studerende med
rådgiverdrømme

Nyhed
18. maj 2022
Rådgiverfaglighed er en essentiel del af at arbejde i bureau- og rådgiverbranchen. Derfor starter kommunikationsbureauet Radius nu uddannelsesforløbet Rådgiverakademiet, som skal ruste ambitiøse og nysgerrige studerende til rådgiverrollen og give dem et forspring på karrierevejen.  

Gennemslagskraft, skarp formidling og evnen til at turde at udfordre. Rollen som rådgiver kræver mere end at være dygtig til eksempelvis kommunikationsfaget. Men mange studerende får ikke mulighed for at arbejde med rådgivning før, det sidste pensum er læst.  

Derfor lancerer Radius nu det nye initiativ: Rådgiverakademiet. Her samler Radius nysgerrige og engagerede studerende til et uddannelsesforløb fordelt på fem sessioner, hvor blandt andet mundtlig og skriftlig formidling samt personlig branding og mental effektivitet er på programmet.

Med Rådgiverakademiet vil Radius give flere studerende mulighed for at snuse til rådgiverrollen og blive klædt på med vigtig viden og redskaber, som de kan bruge både i studiejobs og senere i arbejdslivet.  

”Vi oplever, at mange studerende er nysgerrige på rollen som rådgiver, blandt andet inden for kommunikation, public affairs og digitale medier. Vores Rådgiverakademi er skabt ud fra ambitionen om at være en legeplads og et laboratorium for studerende, der gerne vil give sig selv et forspring ved at lære rådgiverens ABC. Når de har gennemført uddannelsesforløbet, har de prøvet kræfter med redskaber og kompetencer, som ikke står på studiernes pensumlister, men som er efterspurgte og brugbare i rådgiver- og bureaubranchen,” siger Katrine Lerche, seniorrådgiver og talentchef i Radius.  

Rådgiverrollen er en muskel, der kan trænes  

Rådgiverakademiet er et supplement til Radius Talent, som er et praktikprogram på seks måneder for ambitiøse studerende, der gerne vil prøve kræfter med livet som rådgiver.  

”Vi oplever altid stor interesse for at deltage i Radius Talent, og med Rådgiverakademiet ønsker vi derfor at tilbyde flere studerende et indblik i bureaubranchen og rådgiverrollen. Rådgiverrollen er nemlig en muskel, man kan udvikle og træne med de rigtige værktøjer. Samtidigt vil vi her i Radius gerne udfordres og blive inspireret af perspektiverne fra de studerende,” siger Katrine Lerche og tilføjer: 

”Vores talentforløb er derudover en vigtig del af vores rekruttering, og vi håber på, at vi med Rådgiverakademiet kommer til at møde nogle nysgerrige og engagerede talenter, som potentielt bliver morgendagens rådgivere hos os i Radius.” 

Bliv undervist af de skarpeste rådgivere 

Rådgiverakademiet bliver afholdt hos Radius i København K, hvor ti af de skarpeste rådgivere fra Radius vil undervise i deres spidskompetencer. Det foregår på fem hverdagsaftener fordelt over cirka tre måneder og kan derfor gennemføres samtidig med studiet og eventuelle studiejobs eller praktikforløb.  

Forløbet er for alle studerede på både bachelor- og kandidatstudier på eksempelvis CBS, DMJX, RUC, KU og KEA. Det eneste, de studerende skal investere, er deres tid og engagement. Rådgiverakademiet har et begrænset antal pladser, og Radius udvælger deltagerne baseret på CV og personlig motivation for at deltage i forløbet.

Rådgiverakademiet starter i august, og der er nu lukket for tilmeldinger.

Nyhed
18. maj 2022