Størst tillid til kvindelige partiledere

Nyhed
21. august 2018
Inden for det næste år skal danskerne igen sætte kryds på stemmesedlen til folketingsvalget. Men tilliden til de danske partiledere er lav. Oppositionens tre kvindelige ledere klarer sig bedst.

Vi har foretaget en undersøgelse af danskernes tillid til de danske partiledere. Socialdemokratiets Mette Frederiksen løber med førstepladsen sammen med Pernille Skipper (2,73) og Pia Olsen Dyhr (2,69), mens Lars Løkke Rasmussen må nøjes med en syvendeplads i danskernes rangering af de ni danske partiledere.

Kristian Thulesen Dahl indtager en fjerdeplads og bliver efterfulgt af Søren Pape Poulsen, Morten Østergaard og Lars Løkke Rasmussen. I bunden ligger Uffe Elbæk og Anders Samuelsen.

Tilliden til partilederne er dalende

Radius målte sidst partiledernes troværdighed i 2014. Her var det Kristian Thulesen Dahl, danskerne havde mest tillid til, mens Socialdemokratiets tidligere formand, Helle Thorning-Schmidt, fik en syvendeplads. Syvendepladsen stillede hende dog bedre end Lars Løkke Rasmussen, som dengang blev vurderet som den mindst troværdige partileder overhovedet.

Ifølge Nicolaj Taudorf Andersen, der er seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius, følger den kedelige udvikling kurven for politikerne troværdighed generelt.

”Den udvikling, vi ser hos partilederne, understøtter den udvikling, vi generelt har set hos politikerne de seneste år. Personsager er med til at kompromittere tilliden til partilederne, og dem har vi set mange af de senere år. Dertil kommer, at der har været nogle meget kontante udmeldinger fra politikere som fx Anders Samuelsen, der ikke er blevet fulgt op på eller taget konsekvenserne af. Vi ser simpelthen i for høj grad, at partilederne ikke gør, hvad de siger, at de vil gøre.”

Se, hvor mange point partilederne har fået på troværdighedsskalaen og læs mere om partiledernes egenskaber i artiklen på BT.

Nyhed
21. august 2018