Troværdighedsanalyse 2018: Jordemødrene er Danmarks mest troværdige faggruppe – igen

Nyhed
23. august 2018
For tiende år i træk har danskerne vurderet forskellige faggruppers troværdighed i Radius’ årlige troværdighedsanalyse. Jordemødrene indtager ligesom i 2017 pladsen som Danmarks mest troværdige faggruppe. Også andre offentlige ansatte som sygeplejersker, læger, politibetjente og bibliotekarer oplever igen i år stor tillid fra danskerne.

De varme hænder er populære, når danskerne skal vurdere troværdigheden blandt en række forskellige faggrupper. For andet år i træk stryger jordemødrene ind på en førsteplads efterfulgt af sygeplejersker, læger og politibetjente.

Det er 10. år i træk, at Radius undersøger faggruppernes troværdighed. Et repræsentativt udsnit af danskerne har via Userneeds’ onlinepanel vurderet troværdigheden blandt 26 faggrupper på en skala fra 1-5, hvor 1 er meget lav troværdighed, og 5 er meget høj troværdighed. Her får jordemødrene karakteren 4,15.

”Der er en generel stor tillid til offentlige erhverv, som løser de nære velfærdsopgaver. Den tillid er ikke blevet mindre over de seneste ti år, hvor vi har gennemført troværdighedsanalysen. Og det er på trods af, at den offentlige sektor har gennemgået store forandringer. Det gælder særligt for måden, man arbejder på – blandt andet pga. en øget digitalisering. Samtidig møder vi i dag den offentlige sektor med langt større forventninger til service end tidligere,” siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner og bestyrelsesformand hos Radius.

For første gang i år er bibliotekarer og ingeniører med i målingen, og de stryger ind på en klar 5. plads og 6. plads ud af de 26 faggrupper med hhv. 3,78 og 3,75 i troværdighedskarakterer. I år er socialrådgiverne den faggruppe, der oplever det største positive løft i undersøgelsen.

Journalister oplever en positiv udvikling for første gang i 10 år

For en gang skyld kan journalisterne glæde sig. Årets analyse viser nemlig en signifikant positiv udvikling i danskernes opfattelse af deres troværdighed for første gang i 10 år. Journalisterne er gået fra 2,43 i troværdighedskarakter i 2017 til 2,50 i 2018.

”Journalistisk troværdighed har med god grund været diskuteret omfangsrigt de senere år. Begivenheder som det amerikanske præsidentvalg og begrebet ’fake news’ har været med til at skyde diskussioner om tilliden til journalisterne som demokratiets vagthund i gang. De diskussioner har medierne taget alvorligt, og det er min oplevelse, at journalisterne er lykkedes godt med at foretage en synlig selvransagelse. Men særligt i en branche som journalistikken er der konstant behov for selvjustits for at beskytte fagets omdømme,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Politikere er fortsat i bund

Danskerne vurderer fortsat de danske politikere til at have den laveste troværdighed blandt de undersøgte faggrupper. Politikernes troværdighed er faldet stødt over de seneste ti år. I 2009 fik politikerne 2,56 i troværdighedskarakter, mens de i 2018 får 2,10. Et fald på næsten et halvt point.

Se udviklingen i faggruppernes troværdighed over de sidste ti år her.

Download faktaark:
Troværdighedsanalysen 2018 og faggruppernes udvikling gennem 10 år

For yderligere information, kontakt:
Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius
Mobil: +45 3063 7313
Mail: na@radiuscph.dk

Nyhed
23. august 2018