Troværdighedsanalysen 2022:
Politikernes troværdighed
er faldet markant

Troværdighedsanalysen 2022:
Politikernes troværdighed
er faldet markant

Nyhed
29. september 2022
Politikernes troværdighed har taget et signifikant dyk siden sidste år, og endnu en gang ligger politikerne på en sidsteplads i den årlige troværdighedsanalyse, som Radius står bag. Det er blandt andet den forestående valgkamp, der spiller ind, vurderer Nicolaj Taudorf Andersen, CEO i Radius. Årets troværdighedsanalyse cementerer endnu en gang danskernes tillid til sundhedspersonalet, der topper ranglisten.

Igen i år ligger politikerne nederst på ranglisten, når det kommer til danskernes syn på faggruppernes troværdighed. Og deres troværdighed er ligefrem faldet siden sidste års troværdighedsanalyse.

Gennem de sidste 14 år har Radius målt danskernes tillid til 26 udvalgte faggrupper, og danske politikere er fortsat ubetinget den faggruppe, danskerne stoler mindst på – efterfulgt af bilforhandlere og journalister.

Det er ikke mindst det forestående folketingsvalg, der spiller ind på danskernes vurdering af politikernes troværdighed, lyder det fra Radius’ stifter og CEO, Nicolaj Taudorf Andersen:

“Vi ser i år et markant fald i politikernes troværdighed. Det er en tendens, vi ofte har set i troværdighedsanalysen forud for et valg. Op til og under en valgkamp bliver fronterne trukket hårdt op mellem partierne, og personsager og mudderkast stjæler dagsordenen og mediebilledet. Og det gør altså ondt på politikernes troværdighed,” siger Nicolaj Taudorf Andersen og fortsætter:

“Under coronakrisen så vi en stigning i danskernes vurdering af politikernes troværdighed. Men dette års analyse viser, at politikernes troværdighed nu er på vej tilbage til det lave niveau, vi så før pandemien.”

I undersøgelsen er danskernes blevet bedt om at vurdere 26 faggruppers troværdighed på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er meget lav troværdighed, og 5 er meget høj troværdighed. Politikerne får en bundplacering med den laveste troværdighedsscore på 2,22.

Men det er ikke kun politikernes troværdighed, der har fået ridser i lakken. Også danskernes syn på journalisters og bankrådgiveres troværdighed er faldet i forhold til sidste års analyse.

Danskerne stoler endnu mere på de varme hænder

I den modsatte ende af listen finder vi jordemødre, der for 6. år i træk placerer sig helt i top med en troværdighedsscore på 4,13. Jordemødrene er skarpt efterfulgt af sygeplejersker og læger, der i år har byttet plads, fordi sygeplejerskerne er blandt årets højdespringere i årets troværdighedsanalyse.

Også social- og sundhedshjælpere samt skolelærere oplever i år øget troværdighed.

”Danskerne har stor tiltro til de faggrupper, som holder hånden under vores velfærdssamfund. Det er en generel tendens, vi har set i de 14 år, hvor vi har foretaget troværdighedsanalysen. Stigningerne i år stemmer overens med det øgede fokus på varme hænder og velfærdsuddannelser i den politiske debat. Det skal også ses i lyset af coronakrisensnedlukninger, hvor de faggrupper, der går frem i år, spillede en hovedrolle i, at vores samfund fortsat kunne fungere så normalt som muligt,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Download Troværdighedsanalysen 2022 her.

Download Troværdighedsanalysen 2021 her.

Download Troværdighedsanalysen 2020 her.

Om Troværdighedsanalysen

Troværdighedsanalysen er gennemført i perioden 29. august til 9. september 2022.

2.036 danskere i alderen 18-75 år har deltaget i undersøgelsen, som Radius har gennemført som en onlinebaseret spørgeskemaundersøgelse via Epinions panel.

Spørgeskemaet er udsendt repræsentativt i forhold til alder, køn, region og uddannelse. Dataene er efterfølgende vægtet således, at undersøgelsen er fuldstændig repræsentativ i forhold køn, alder, region og uddannelse for den danske befolkning.

Undersøgelsen inkluderer i år 26 faggrupper.

For yderligere information:

Nicolaj Taudorf Andersen
CEO og stifter af Radius
Tlf.: 3063 7313
Mail: na@radiuscph.dk

For spørgsmål til datamaterialet:

Anders Sigsgaard-Rasmussen
Analysechef i Radius
Tlf.: 2614 0113
Mail: asr@radiuscph.dk

Nyhed
29. september 2022