Venstres kampagne- og souschef til Radius

Venstres kampagne- og souschef til Radius

NYHED

Den 1. marts starter Claus Horsted som seniorrådgiver hos Radius. Han kommer fra en stilling som kampagne- og souschef hos Venstre.

”For os er Claus et scoop. Han har arbejdet med kommunikation og store kampagner på strategisk, taktisk og operationelt niveau i en årrække. Han har haft ansvaret for at drive Venstres analyseapparat på både det kvantitative og kvalitative område, og han har en dyb indsigt i og erfaring med dansk politik. Det kommer Radius kunder til at nyde godt af, uanset om de forretningsmæssige udfordringer skal løses med en politisk indsats eller en kommunikationsindsats.  Og så har Claus de helt rette værdier, hvilket også har været afgørende for os,” siger adm. direktør Asbjørn Haugstrup, Radius Kommunikation A/S.

 

Radius er vokset støt siden 2012 og har de seneste år tilført medarbejderstaben tunge kompetencer inden for digital kommunikation, identitet og branding samt public affairs. Og det er netop den integrerede tilgang til kommunikation, der har fristet Claus Horsted:

 

”Venstre har fyldt rigtigt meget i mit liv de sidste 18 år – og vil fremover fylde rigtigt meget i mit hjerte. Men Radius tilbyder muligheden for, at jeg kan sætte alle mine politiske, analytiske og kommunikative kompetencer i spil samtidig med, at jeg kan blive udfordret og lære nyt hver dag. Det er svært at stå for sådan et tilbud, og jeg glæder mig meget til de nye udfordringer hos Radius. Der er lang tid til de næste valg, så timingen er også fair over for det Venstre, jeg holder så meget af,” siger Claus Horsted.