Fem ting der bør forme din kommunikation i 2019

< Tilbage til blogoversigt
FORFATTER

Radius

Fem ting der bør forme din kommunikation i 2019

BLOGINDLÆG

Årsskiftet giver anledning til refleksion, nytårsforsæt og forudsigelser om, hvad det nye år vil bringe. Her er fem ting, som, vi vurderer, bliver vigtige for kommunikationen i 2019.

 

1. Skab indhold sammen med din målgruppe

At skabe engagerende indhold til målgruppen er enhver kommunikators store udfordring. Her bliver den rigtige iscenesættelse af produkter og budskaber gennem film, infografikker, undersøgelser og andet afgørende for succes. Heldigvis har sociale medier ikke kun givet os kommunikatører flere kanaler at udkomme på – de har i den grad også banet vejen for content creators på alle niveauer. Og det betyder, at vi ikke behøver at være alene om at finde på den gode ide.

Brugergeneret indhold bliver mere og mere kvalificeret takket være teknologiens og platformenes udvikling. Og brugergeneret indhold i form af billeder, video, tekst og hacks er en spændende og autentisk måde at få iscenesat produkter og fortællinger på. Brugerne fortolker og fortæller på måder, som brandet ikke selv kan. Kig fx mod Calvin Klein, som med deres hashtag #MYCALVINS, sørgede for, at Instagram var oversvømmet med billeder af folk i undertøj. Vi tror på, at vi kommer til at se langt mere content, der er skabt sammen med brandfølgere end til brandfølgere.

2. Forstå, at platformen slår ideen

At video er en spændende måde at fortælle historier på er ikke nyt – det nye er, hvor afgørende video er på alle platforme. Hvor omdrejningspunktet hidtil har været den gode idé, bliver det nu i langt højere grad platformen, og de features den konkrete platform kan tilbyde, der er omdrejningspunktet for indholdet. Evnen til at udnytte platformens funktionalitet bliver i meget højere grad bærende for, om content og budskab kommer ud over rampen på platformen, end om ideen i sig selv fungerer godt på tværs af platforme. Vi kommer derfor til at se langt mere content, der er udviklet specifikt til den enkelte platform.

3. Skab tillid til dit brand

Vi sætter vores lid til anbefalinger fra dem, vi kender, og fra dem, vi tror på. Netop derfor har vi talt meget om influencer-marketing de senere år, og intet tyder på, at snakken stopper foreløbig. Men på samme måde som forbrugere stiller krav til at reklame på alle andre platforme skal være autentisk og relevant, skal det indhold, du laver i samarbejde med influencers, også være det.

Den rigtige influencer med den rigtige platform, de rigtige værdier og den rigtige måde at lave content på er afgørende. Det levner masser af plads til mikroinfluencers i 2019. Og giv så endelig influenceren frie tøjler til selv at bestemme, hvordan virksomhed/brand/produkt kan komme ud at leve på en engagerende og relevant måde. Og prioritér hellere langvarige og selektive samarbejder end kampagner, der florerer på 10-15 forskellige influenceres kanaler samtidig.

4. Forstå, hvem du har med dig, og hvem du har imod dig

Det lyder som en gammel traver, men metoden er ny – i hvert fald i kommunikationsafdelingen. Her kan vi med fordel skele til marketing, hvor man historisk har været stærk til at anvende indsigter til at forbrugssegmentere og påvirke køb og salg.

Segmentering i et kommunikationsperspektiv handler om nye metoder til at påvirke holdninger. Det giver os indsigt i, hvem vi har med os, hvem vi kan rykke, og hvem vi får vanskeligt ved at rykke. Vi får altså både indsigt i folks holdninger og mulighederne for at gøre noget ved dem. Begge dele er ganske uundværlige, når vi gerne vil påvirke en samfundsdagsorden eller lave en holdningskampagne. God segmentering på emner, som berører hele forretningen, har endda den fordel, at resultaterne er relevante for alle lige fra kommunikation til forretningsudvikling og salg.

5. Få svaret på ’hvad’ med kunstig intelligens

Kunstig intelligens er både et varmt emne og en varm kartoffel. For de prædikende er kunstig intelligens eller intelligent teknologi svaret på alle vores problemer – store som små. Effektivitet, kvalitetssikring, indsigt, udvikling. Kunstig intelligens er kuren for det hele. For de kritiske er kunstig intelligens forbundet med robotter, der overtager vores jobs, vores hjerner og vores selvstændighed. Uanset om du står på den ene eller anden side eller bare midt i det hele, så er kunstig intelligens kommet for at blive.

Har du kommunikationsbrillerne på, er der grund til at være begejstret. Kunstig intelligens handler nemlig om prædiktion. Hvor datadrevet kommunikation giver os svarene på hvordan, giver kunstig intelligens os svarene på hvad.

Ved hjælp af kunstig intelligens kan vi få konkrete anbefalinger til, hvad der fungerer godt, når vi skriver tekster, og hvordan vi kan forvente, at folk reagerer på specifikke budskaber. Flere teknologier af den slags dukker løbende op. Tag fx Jumpstory-platformen. Ved hjælp af kunstig intelligens lover Jumpstory at optimere tekster, skrevet af platformens erfarne tekstforfattere, så de i endnu højere grad kan skabe trafik, kliks eller leads, om man vil.

Vi glæder os til at byde 2019 og alle de spændende muligheder for at lave interessant og relevant kommunikation velkommen!

   FORFATTER

Radius

Kommentér