Kommunikationsfolk italesætter for meget

< Tilbage til blogoversigt
FORFATTER

Cecilie Valentin

Kommunikationsfolk italesætter for meget

BLOGINDLÆG

”Italesætte” er en af mine yndlingssprogaversioner. Det er et blændende eksempel på et ord, der inden for kommunikationsbranchen bliver brugt i flæng i kontekster, hvor der givetvis er langt mere præcise ord at anvende. Sagt med andre ord er der gået inflation i italesættelsen.

Lad mig illustrere problemet. Her er tre eksempler på anvendelse af italesættelse med varierende sproglig præcision:

1. Formålet med indsatsen er at italesætte børns læsevanskeligheder.

2. Vi kan med fordel italesætte følelser i argumentationen.

3. Kronikken skal italesætte linket mellem skolebestyrelsernes efterspørgsel på sundere skolemad og prisen på økologisk catering.

Samtale, forklare, uddybe, koble, linke, debattere, diskutere, eksplicitere, forbinde, tale og erkende er fx rigtigt fine ord, der kan stå i stedet for italesætte i rigtigt mange sætninger. Og de kan faktisk også anvendes i et par af eksemplerne ovenfor. Se her:

1. Formålet med indsatsen er at sætte fokus på børns læsevanskeligheder.

2. Vi kan med fordel anvende følelser i argumentationen.

3. Kronikken skal linke skolebestyrelsernes efterspørgsel på sundere skolemad og prisen på økologisk catering.

Akademisk mindreværdskompleks eller forbilledlig sprogbruger

Whatevz, er det ikke bare lige meget? Nej. I hvert fald ikke hvis man som kommunikatør vil smykke sig med at være et sprogligt forbillede – for kolleger, kunder eller konkurrenter.

For at forstå problemets kerne skal vi tilbage til 1978, hvor Søren Gosvig Olesen oversætter Foucaults ”Seksualitetens historie” fra fransk til dansk. Her optræder italesætte for første gang i det danske sprog som den danske udgave af Foucaults termer ”mettre en discours” og ”mise en discours”.

Det kræver ikke de store franskkundskaber at finde frem til, at vi her har at gøre med diskurs af en eller anden art. Italesættelse hænger da også uløseligt sammen med diskursteori. Det er umuligt at oversætte én til én – ligesom de fleste akademiske termer – men den mest præcise definition, som jeg har kunnet opstøve, står Søren Gosvig Olesen selv for: ”Det er en dansk betegnelse for det ’diskursive faktum’, for den begivenhed, hvorved noget skifter status, når man finder et ord for det.” Og diskurs skal her forstås bredt som en optik, der giver verden mening på en bestemt måde.

Måske lyder ovenstående definition som om, at jeg bare har behov for at afstive min akademiske selvtillid– og er lidt stramtantet rent sprogligt. Og det er egentlig fair nok. For der er helt sikkert hold i begge kritikpunkter.

Men det er ikke pointen. Den er nemlig at illustrere, at italesættelse altså ikke er én ting, der kan oversættes direkte med fx ”at tale om”. Det er alt for forsimplet. Og omvendt er italesættelse et alt for stort og komplekst ordvalg i langt de fleste situationer, vi som kommunikationsfolk til daglig er i. Selvom jeg nogle gange anvender principperne, laver jeg i hvert fald ret så sjældent komplekse diskursanalyser for mine kunder.

Parkér italesættelsen på humaniora

Misforstå mig ikke. Jeg er helt vild med italesættelse. Det skal bare bruges inden for den rigtige kontekst. Og jeg vil vædde en femmer på, at konteksten ofte er mere rigtig i en Ph.d.-afhandling om samfundets syn på alkoholisme gennem tiderne, end den er i et oplæg om et kreativt kampagnetiltag på Facebook.

Som Søren Gosvig Olesen senere skrev: ”Aldrig havde jeg troet, at det ord, jeg valgte, dengang jeg som ung studerende sad på Statsbiblioteket i Århus med Foucaults bog og Blinkenbergs og Høybyes ordbog, skulle få sådan en udbredelse. (…) Og for øvrigt er jeg heller ikke udelt begejstret. Man siger jo ef­terhånden ”italesætte”, hvor man lige så godt kunne sige ”sætte ord på”, ”eksplicitere”, eller noget helt tredje.”

Som med alle andre ord, talemåder og vendinger mister italesættelsen sin kraft, hvis den bliver skamredet. Og så får brugen af italesættelse ikke engang os kommunikationsfolk til at lyde klogere, selvom det jo er en besnærende slutning, at højlixet sprogbrug er lig med klogskab. I værste tilfælde risikerer vi tværtimod at fremstå som uvidende sprogbrugere.

Så skal vi ikke forsøge at sætte fokus på, anvende og linke indsatser, argumenter og problemstillinger frem for bare at italesætte dem ihjel?

   FORFATTER

Cecilie Valentin

Kommentér