Hvad er Radius Talent?
Radius Talent er vores praktikforløb, der giver dig en forsmag på hverdagen som rådgiver. Vi skræddersyr forløbet, så det passer til dig, din erfaring og din uddannelse, og tager højde for, hvad du gerne vil blive klogere på og arbejde med i fremtiden.
Du kommer til at prøve kræfter med en lang række kommunikationsdiscipliner; alt fra journalistisk tekstproduktion og digital kommunikation til public affairs, analyse, kampagner og branding. Vi tager dig igennem hele opgavemøllen og giver dig et indblik i kunder på tværs af en bred vifte af brancher. Og du får mulighed for at arbejde med nogle af landets mest spændende virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Som praktikant i Radius CPH er du en del af holdet på lige vilkår med resten af os. Dine ideer vægter lige så højt som resten af holdets, når du løser opgaver for kunder i teams med andre kollegaer.
Mange nuværende og tidligere rådgivere i Radius CPH startede deres karriere som praktikanter i Radius Talent, så der er gode chancer for, at du kan gøre det samme. Hør nogle af dem fortælle om deres forløb nedenunder og få et indblik i hverdagen hos Radius CPH.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, som er nysgerrig på kommunikation, og som har et skarpt blik for, hvad der rører sig i samfundet.
Vi vægter både erfaring, personlighed og faglighed højt, men mest af alt er vi interesserede i, hvad du kan og vil lære. Vi går ikke så meget op i, hvad du er i gang med at studere, men relevante videregående uddannelser er fx kommunikation, statskundskab, medievidenskab, journalistik, retorik eller marketing.
Du er på hjemmebane i både skriftlig og mundtligt formidling, og du byder ind med ideer og energi, fordi du brænder for at levere det bedste resultat til kunderne sammen med dygtige kollegaer. Du forstår en deadline og vigtigheden af at være serviceminded over for kunderne.
Og så har du det, vi kalder ’rådgivergenet’: Lysten og evnen til at sætte din faglighed konstruktivt i spil og potentialet for at udvikle dig til en dygtig rådgiver. Dem samler vi nemlig på i Radius CPH.
Praktikken i praktikken
Praktikforløbet varer som udgangspunkt et halvt år. I foråret er praktikperioden fra 1. februar til 30. juni, mens perioden i efteråret er fra 15. august til 31. januar, men det kan tilrettelægges, så det passer til dig og dit studie.
Vi søger studerende til Radius Talent til både forårs- og efterårssemesteret, og du finder praktikopslagene på vores karrieresite, hvor du også uploader dit CV og din ansøgning.
Du får naturligvis løn, mens du er i praktik i Radius CPH, og du skal regne med at arbejde fuldtid i perioden – selvfølgelig med hensyn til dine eksaminer.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at række ud til Frederik Hasenberg, der er Talent Acquisition Manager, på mail fha@radiuscph.dk eller telefon 2089 2986.
Hold øje her på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil, hvor vi annoncerer, når der åbnes for ansøgningen til næste hold.