Kampen om
Corona-fortællingen
er begyndt

Kampen om
Corona-fortællingen
er begyndt

Bjørn Ubbe Ebbesen,
Rådgiver
Blog
1. april 2020
De sidste uger har budt på adfærdsændrende krisekommunikation fra regeringen. Men i mandags tippede vægtskålen: Mette Frederiksen forbereder sig nu på håndteringen af det paradoks, den danske Corona-håndtering risikerer at skabe. Hvis sundhedskrisen ikke bliver helt så slem som forventet, hvordan forsvarer vi så de økonomiske konsekvenser?

Hvis du har fulgt lidt med i statsministerens pressemøder de sidste uger – og det har de fleste af os vist – så var mandagens udgave lidt af et særafsnit. Mette Frederiksen havde skruet ned for de nøgterne myndighedsanbefalinger og op for den politiske retorik.

Allerede indledningsvist fornemmede man stilskiftet: De retoriske greb lagde kimen til en tale af nytårskaliber, som bar mindre præg af neutral kriseformidling og mere præg af historiefortælling – politik, om man vil.

Kollektivets indtog

”Vi kæmper for hele vores samfundskontrakt. For det Danmark, vi er og vil være.”

Sådan lød det fra statsministeren. Og sammenlignet med Mette Frederiksens indlæg på pressemødet den 11. marts, hvor hun med mediernes ordvalg ”lukkede landet ned”, var der i mandagens tale mindre brug af ord som ’jeg’ og ’myndighederne’ og mere brug af ord som ’vi’, ’vores’ og ’sammen’.

Sat på spidsen lukkede ’myndighederne’ landet ned den 11. marts, mens Mette Frederiksen i mandags gjorde beslutningen kollektiv med ordene: ”I Danmark har vi valgt vores vej. Vi finder fælles løsninger på fælles problemer. Det har vi en lang tradition for at gøre.”

Mens retorikken de sidste uger har været præget af en regering med fokus på adfærdsændrende krisekommunikation, så er strategien nu suppleret med et ekstra spor.

I takt med, at Corona-situationen ser mere og mere positiv ud, intensiveres den politiske kamp om Corona-fortællingen nemlig også. Og her udfordres Mette Frederiksen af et vanskeligt og bizart paradoks.

Corona-paradokset

Succeskriteriet for Mette Frederiksens beslutning om at lukke Danmark ned er i sagens natur, at der sker mindst muligt med sygdomsudviklingen. Jo fladere kurve, jo større succes.

Udfordringen er imidlertid, at COVID-19 ikke blot har udløst en sundhedskrise, men også en økonomisk krise, som lige nu resulterer i arbejdsløshed, pressede virksomheder og ustabile aktiemarkeder.

Konsekvenser, som er langt mere mærkbare end en udebleven overbelastning af sundhedsvæsenet, der i sagens natur (heldigvis) ikke gør ondt.

Og her opstår paradokset.

For lykkes det – hvad vi alle håber – at holde overbelastningen for døren, så vil der givetvis være flere, der sætter spørgsmålstegn ved, om det var nødvendigt med de barske forholdsregler, der blev truffet.

”Vi kan ikke læse i en lærebog – hverken sundhedsfaglig eller økonomisk – hvad der er det rigtige at gøre. Vi kan ikke sætte to streger under,” sagde statsministeren i mandags.

Til gengæld kan vi sammenligne indsatser landene imellem. Og selvom Mette Frederiksen i sin tale nævnte spanske skøjtehaller, der blev brugt som lighuse, så vil det ikke være den spanske evaluering, der vil blive holdt op mod den danske.

Snarere vil der blive kigget over på den anden side af Øresund, hvor udfaldet af den langt mindre omfattende svenske tilgang sandsynligvis vil agere målestok for, om den flade kurve var de økonomiske omkostninger værd herhjemme.

Corona-lingoen er ikke farveblind

Det er formentlig i lyset af dette paradoks, man skal forstå statsministerens tale i mandags.

I den forbindelse er det værd at nævne, at de kritiske røster med al sandsynlighed ikke vil være ligeligt fordelt på det politiske spektrum.

En undersøgelse offentliggjort i sidste uge af Institut for Statskundskab på Københavns Universitet afslører, at om end der på tværs af tilhørsforhold til blå/rød blok er enighed om Corona-situationens alvor, så er vægtningen af det sundhedsmæssige overfor det økonomiske aspekt forskellig afhængig af, om du støtter rød eller blå blok.

Mens flere i blå blok er villige til at miste nogle ekstra liv, hvis det kan redde den danske økonomi, så mener majoriteten af rød blok nemlig, at målet bør være at minimere antallet af dødsfald uanset prisen. Eller som Mette Frederiksen formulerede det i mandags: ”Det vigtigste er, at færrest muligt dør af Corona.”

Konturerne af en fortælling tegner sig: Regeringen slås for velfærdssamfundet, for dens grundlæggere og for det Danmark, vi kender. ”Vi kæmper for den generation, som lagde de første sten til vores velfærdssamfund. Og som nu står i forreste række, når sygdommen desværre kræver sine ofre.”

Den hidtidige nøgterne håndtering af Corona-krisen udlægges nu (også) som et socialdemokratisk svendestykke.

Borgfreden varer ikke evigt

Statsministerens indledende øvelser i kampen om Corona-fortællingen er en klokkeklar indikation af, at den politiske våbenhvile nærmer sig sin afslutning.

Politiseringen af de flittigt benyttede begreber, der er vokset ud af Corona-krisen, spreder sig allerede uden for Statsministeriet. På SF’s sociale medier blev ordet ’samfundssind’ så sent som i går koblet til aktionærudbytte og gyldne håndtryk i erhvervslivet.

Og efterhånden som vi nærmer os en mere normal tilstand i dansk politik, vil Corona-krisen uden tvivl også afføde modfortællinger til den, statsministeren fremlægger. Især hvis der for alvor åbenbarer sig sprækker i den danske håndtering, som kan skabe et spillerum for oppositionen.

Om Corona-krisen og håndteringen af situationen er særligt skræddersyet til en socialdemokratisk statsministers verdenssyn, er vanskeligt at sige. Men i mandags lykkedes det statsministeren og regeringen at skrive indledningen til et tydeligt socialdemokratisk narrativ for begivenhedernes gang til historiebøgerne.

De næste ugers udvikling her og i Sverige vil afgøre, om blækket får lov at tørre.

Bjørn Ubbe Ebbesen,
Rådgiver
Blog
1. april 2020