Over 200 danske topchefer på Folkemødet

Nyhed
14. juni 2018
214 topchefer vandrer i disse dage rundt på Folkemødet på Bornholm. Det er en kraftig stigning fra sidste år, og særligt topchefer, der sælger til den offentlige sektor eller påkalder sig særlig offentlig opmærksomhed, er på Bornholm netop nu. De kan på få døgn være med til at sætte nye eller bidrage til eksisterende dagsordener i relativt afslappede rammer.

Allinge på Bornholm er i disse dage samlingssted for politikere, debattører, mediefolk og NGO’er. Men en anden type deltagere er i år stærkere repræsenteret end nogensinde. Virksomhedslederne.

Siden Folkemødet for første gang slog dørene op, er antallet af topchefer steget støt. I 2011 deltog 5 virksomhedsledere, mens hele 214 deltager i år. Det kan vi se, fordi vi har holdt øje med udviklingen siden Folkemødets begyndelse. Bare i forhold til sidste år er stigningen over 20 procent. Derudover er et stort antal øvrige ledelsesmedlemmer på højt niveau repræsenteret til årets Folkemøde.

”De kommer i stigende grad, fordi de har fundet ud af, at de her kan møde en kæmpe flok beslutningstagere, samarbejdspartnere og kunder samt diskutere vigtige og relevante emner uden at have slipset stramt bundet. De kan på få døgn være med til at sætte nye eller bidrage til eksisterende dagsordener i relativt afslappede rammer,” fortæller Nicolaj Taudorf Andersen, partner og bestyrelsesformand hos Radius.

I år er virksomheder som Netcompany, Microsoft Danmark og KMD bare nogle af de mange danske teknologivirksomheder, som har sendt deres topchef til Folkemødet på Bornholm.

”Virksomheder, der sælger til den offentlige sektor eller påkalder sig særlig offentlig opmærksomhed, er herovre. Derfor er blandt andet teknologisektoren stærkt repræsenteret, fordi de blandt andet sælger til det offentlige.”

CEO i det netop børsnoterede Netcompany, André Rogaczewski, deltager også.

”Det giver rigtig meget mening, fordi det er en god måde at fortsætte det flow af interesse, der er omkring virksomheden lige nu i forlængelse af den netop gennemførte børsnotering.”

Globalt Reach

En anden fordel ved Folkemødet er, at der er unikke muligheder for at udbygge sine globale kontakter. Masser af ambassadører dukker for eksempel op.

”Virksomheder med globalt reach benytter lejligheden til at dyrke relationer til internationale kontakter. Her er ambassadører og folk i globale eller europæiske organisationer. Du kan både lave en masse relationsarbejde, og så skal du heller ikke underkende, at du samtidig kan hygge dig,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Hvor debatterne er grundlaget for, at Folkemødet blev skabt, og fylder mest på arrangementlisten, er det ikke nødvendigvis det vigtigste for de topchefer, der dukker op.

”De vil gerne deltage i debatterne. Men de kommer måske i endnu større grad, fordi de vil skabe relationer og lave forretning. Og på Folkemødet kan de nemt hilse på folk, som det ellers kan være svært at få fat i,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Han deltager selv i Folkemødet for sjette gang og holder meget af de muligheder, Folkemødet giver.

”Hvorvidt det er et godt eller dårligt Folkemøde afhænger efter min mening ikke af, om solen skinner, eller det regner. Det afhænger af, om man har husket sine gummistøvler, hvis det gør,” siger han.

Fakta om analysen

Data er udtrukket den 31. maj 2018. Analysen er baseret på data fra Folkemødets officielle program over arrangementer og baserer sig derfor kun på de topchefer, der deltager i debatter og arrangementer. Disse tal er derfor med forbehold for, der kan være topchefer tilstede på Folkemødet, der ikke deltager i debatter o.lign.

Nyhed
14. juni 2018