Radius bliver tre
kommunikationstalenter rigere

Radius bliver tre
kommunikations-
talenter rigere

Nyhed
18. august 2023
Radius er blevet tre kommunikationstalenter rigere. Denne uge har vi nemlig budt velkommen til Carla Sofie Hjulmand Nielsen, som bliver juniorkonsulent i Radius Talent, vores udviklingsforløb for studerende. Samtidig overgår Emil Anker fra at være studentermedhjælper til at tage endnu et praktikforløb i Radius Talent. Sidst men ikke mindst starter Sarah Kramer som digital juniorkonsulent.

Hos Radius er talentudvikling i højsædet. Derfor er vi glade for at byde velkommen til to nye juniorkonsulenter – og velkommen tilbage til en gammel kending.

”Vi er beærede over den store interesse, vi oplever for vores juniorkonsulentstillinger, og vi er enormt glade for at kunne byde lige præcis de her tre juniorkonsulenter velkomne i huset. Vores to praktikanter, Emil og Carla, har begge erfaring fra bureaubranchen. Vi glæder os meget til at dygtiggøre dem yderligere i løbet af det næste halve år og at give dem endnu mere blod på tanden for at forblive i rådgiververdenen,” siger Johanne Deiborg-Eliasson, der er ansvarlig for Radius Talent, og tilføjer:

“Og så er vi glade for, at vi for første gang har fået en digital juniorkonsulent i huset. Efterspørgslen på vores digitale kompetencer vokser, og med Sarah i huset, kan vi styrke det digitale team endnu mere.”

Carla Sofie Hjulmand Nielsen begynder som juniorkonsulent i Radius Talent. Carla kommer senest fra en stilling som studentermedhjælper hos Help PR & Kommunikation. Sidste år var Carla desuden praktikant og efterfølgende studentermedhjælper hos Holm Kommunikation. På begge sine tidligere arbejdspladser har Carla særligt arbejdet med PR, SoMe og eventplanlægning.

Carla er på sidste år af sin uddannelse i International Business and Society (Cand.merc.(kom.)) på CBS.

Emil Anker starter for anden gang som juniorkonsulent i Radius Talent. Afbrudt af et udvekslingsophold i Italien har Emil nemlig arbejdet i Radius siden foråret 2021, hvor han for første gang var i praktik og efterfølgende blev ansat som juniorkonsulent ved siden af sine studier. Hos Radius sidder Emil primært med PR og projektledelse.

Emil har tidligere arbejdet som studentermedhjælper i Dansk Industri, hvor han skrev artikler og tekster til DI’s hjemmeside og var ansvarlig for et nyhedsbrev om DI Byggeris kurser.

Emil er på sidste år af sin professionsbachelor i Kommunikation på DMJX.

Sarah Kramer er ansat som digital juniorkonsulent ved siden af sin kandidat i Retorik på Københavns Universitet. Hos Radius skal Sarah supportere den digitale afdeling i takt med, at efterspørgsel på vores kompetencer på området stiger.

Sarah har erfaring med digital kommunikation som juniorkonsulent hos Rambøll. Tidligere har Sarah også været SoMe Manager & Content Creator hos SARDkopenhagen samt frivillig SoMe koordinator hos Center for Magtanalyse.

Nyhed
18. august 2023