Vi er slet ikke færdige med at tale digital transformation

Radius
Artikler
18. januar 2018

Mange virksomheder er stadig ikke kommet rigtig godt i gang med den digitale rejse. Hvad enten det handler om en bedre udnyttelse af data, skabelsen af en bedre kundeoplevelse, mere effektive produktionsformer eller effektivisering af administrative processer, så sker der så meget spændende inden for det digitale i dag, at man som fagmand kan ærgre sig lidt over, hvor mange lavt hængende frugter der ikke bliver plukket ude i virksomhederne – og det endda i et land som Danmark, hvor vi generelt er rigtig godt med på det digitale.

Kom. nu. i. gang.

Fristes man til at sige. Men jeg oplever, at mange virksomheder reelt føler, at det vokser dem over hovedet. De ved ikke, hvor de skal starte. Det digitale bliver stort, omfangsrigt og uoverskueligt. Og så strander det et eller andet sted hos en nyansat projektleder i forretningsudvikling eller hos en SoMe-medarbejder, som ikke får tid, ressourcer eller mandat til at rykke ved ret meget.

Digital transformation kræver ledelsens engagement. Og det kræver ledelsesmæssig kompetence. Det kræver ressourcer, og så kræver det det helt rigtige team – de rigtige mennesker. At netop mennesker er nøglen, når vi taler digitalisering er næsten ironisk. Men det kræver de rigtige mennesker at omsætte det digitale til netop dét, der giver værdi til forretningen.

Og hvad så?

Store virksomheder har råd til store investeringer. Mindre virksomheder – well, de har råd til mindre investeringer. Derfor handler det om ikke at slå et større brød op, end ovnen kan rumme. Eller hvad man nu siger. For starter man i det små, tester, fejler, evaluerer, reviderer og kommer op på hesten igen. Så er der mulighed for langsomt at blive dygtigere og lade det digitale vokse ud i resten af organisationen. Her er videndeling og transparens afgørende – det er okay at fejle, så længe du gør det hurtigt og bruger det til, at du og resten af organisationen kan blive klogere. Så om det handler om opsætningen af marketing automation, kløgtigere brug af eksisterende CRM-systemer eller digital leadgenerering, så start der, hvor det giver mening. Og start gerne i det små. Det er min erfaring, at når først man i en organisation begynder at se og forstå, hvordan man ved hjælp af det digitale kan få indsigt, effektivisere forretningen og evt. løfte salget, så spreder den begejstring sig hurtigt, og det samme gør nysgerrigheden efter, hvad man mere kan opnå og vinde.

Udsyn skaber indsigt

Kig ud i verden. Det gør de dygtigste virksomheder. De søger inspiration i andre brancher, hos andre virksomheder og organisationer eller i forskningen, som kan inspirere til nye ideer eller give et nyt perspektiv på det, man selv har på tegnebrættet, eller det man måske slet ikke vidste eksisterede. Det er helt basalt, det ved jeg. Men det er afgørende.

I Radius bruger vi meget tid på at kigge udad. I sidste uge tilbragte vi alle to dage med netop at nørde digital forretningstransformation og digital tilstedeværelse. Vi havde besøg af Mikkel Josephsen, Chief Digital Officer hos Brødrene Dahl A/S, en af de skarpeste virksomheder i Danmark til det digitale, som har formået at løfte salget og skabe en uovertruffen kundeoplevelse ved at bruge indsigt og data til at gøre tingene nemmere og hurtigere for kunderne. Vi fik et andet perspektiv på det digitale gennem et oplæg af en specialist, som på nogle områder arbejder anderledes med det digitale end os selv, og så arbejdede vi hands-on med konkrete cases, hvor vi identificerede, hvordan det digitale kunne skabe direkte forretningsværdi for specifikke casevirksomheder. Alt sammen med henblik på at spille os selv dygtigere.

Og det må være den vigtigste take-away fra hele denne smøre. Når det kommer til det digitale, så stopper læringen aldrig. Udfordringen og mulighederne ligger i, hvordan man som virksomhed forstår at omsætte det digitale til noget, der skaber værdi for forretningen.

Radius
Artikler
18. januar 2018